Kærlighed hvor kragerne vender-Calle gør god gerning nytårsaften
Seerne lærte den 35-årige Calle Freytag at kende i "Kærlighed hvor kragerne vender".
Han skal fejre nytårsaften med venner og ikke den store kærlighed, han søgte i TV 2-programmet, men inden festlighederne for alvor tager fart, så er han blevet spurgt om hjælp til noget helt bestemt.
Skal skyde af
Calle Freytag skal bruge dele af nytårsaften på at give en hjælpende hånd til lokalområdet.
- Jeg er blevet kontaktet af et bofællesskab her i Christiansfeld, om jeg vil komme og fyre nytårskrudt af for dem. Så det har jeg sagt ja til, siger han til BILLED-BLADET.
Det betyder, at han i løbet af aftenen skal forbi bofællesskabet for at glæde dets beboere og hjælpere med et farverigt nytårsshow.
Sammen med venner
Når han ikke lige skal agere 'fyrværker', så skal aftenen nydes i venners lag.
- Jeg skal ses med et vennepar og en veninde. Vi bliver fire i alt, siger han.
Julen har Calle Freytag holdt sammen med sin lillesøster og hendes familie.