22. okt. 2012
Af af Karin Heurlin

De unge mødre: Derfor faldt Nanna Eliasen for Ditlev

Nanna, Malucca og Ditlev
Nanna, Malucca og Ditlev
Foto: Jacob Ljørring
Nanna Eliasen fra "De Unge Mødre" gjorde sig lange overvejelser, før hun blev kæreste med den 20 år ældre Ditlev, som er handicappet.

På legetæppet lyser Malucca op i et tandløst grin, mens hun sparker med de bitte små fødder i ren begejstring. Hun har nemlig fået øje på sin far.

Ditlev smiler så saligt tilbage, at det næsten er umuligt at fatte, at han engang var en dørmand med enorme overarme, et kæmpe ego og et uhyggeligt temperament, som blev antændt, bare gæsterne ankom i forkerte sko.

- Jeg var et forfærdeligt menneske, som han selv udtrykker det.

Et evigt minde om fortiden

I dag har han til sin egen store overraskelse fået en skøn lille familie med smukke 21-årige Nanna Dan Eliasen fra "De unge Mødre". Lægerne havde nemlig erklæret ham steril.

Ditlev Traasdahl er også blevet et helt andet menneske. Men fortiden kan han ikke løbe fra, selv om han skammer sig over den. Hele hans venstre arm er nemlig lam, og venstre fod bliver holdt oppe med en skinne. Det er den pris, han betaler for at have brugt anabole steroider som ung.

Vidste, hvad hun gik ind til

Ditlev forsøger at smøge sit ærme op. Nanna rækker en hånd over og hjælper til. Det er tydeligvis ikke noget, hun tænker over. Sådan er hendes liv bare.

Da hun forelskede sig i Ditlev, vidste hun udmærket, hvad hun gik ind til, for de to havde været venner i to år inden. Ditlev havde godt nok hele tiden været interesseret i at blive mere end det, men den dengang 18-19-årige Nanna holdt ham ude i strakt arm. Ikke så meget på grund af hans handicap. Mere på grund af de 20 års aldersforskel.

Han er ikke min far

- Til sidst kunne jeg ikke finde flere grunde til, at vi ikke skulle være sammen. Det kunne godt være, han var gammel nok til at være min far. Men han var jo ikke min far. Jeg indså, at der ikke var nogen, som jeg havde det sjovere med, og hver gang jeg havde et problem, var han så rolig og god til at løse det, siger Nanna, som også tydeligt husker første gang, hun var tilskuer til et af Ditlevs foredrag, hvor han til skræk og advarsel fortæller sin egen historie.

- Det fangede mig virkelig, og jeg syntes, det var så fedt, at han advarede andre på den måde.

Læs mere om: