De unge mødre: Derfor meldte Ditlev Nanna
- Det har intet at gøre med Nannas evner som mor. Hun er den bedste mor, jeg kan forestille mig, og jeg har ingen tvivl om, at hun gør alt for Malucca. Det mener jeg dybt fra mit hjerte. Jeg er kun bekymret for, hvilke nogle typer, Nanna bliver venner med, både for Nanna men mest for Maluccas skyld, fortæller Ditlev.
Sådan reagerede Nanna, da hun hørte om anmeldelsen. Læs hvad hun sagde på udeoghjemme.dk
Han er blevet boende i Holstebro, mens Nanna og datteren Malucca har fundet et rækkehus i Køge på Sjælland. Afstanden på 400 km er ingen forhindring for Ditlev. Intet kan holde ham væk fra sin datter.
- Jeg har bil, så det er mig, som henter og bringer Malucca, når hun er hos mig fra torsdag til søndag hver anden uge. Nu er hun et år og en måned gammel, og hun betyder alt for mig. Alt hvad jeg gør, er for Maluccas skyld. Jeg tænker på hende døgnet rundt, og der er slet ikke plads til andre i mit hjerte, siger Ditlev.
Samtidig forklarer han, at han også kun har kærlighed til overs for sin ekskæreste Nanna, og at han ikke har ønsket at skade hende.
Elsker stadig Nanna
- Jeg elsker Nanna, som en mor til mit barn. Ikke som en kæreste. Og jeg ønsker kun det bedste for Nanna. Jeg ønsker for hende, at hun finder en god mand, som har styr på sit liv, som kan købe et hus til dem, og kan tage sig godt af Nanna og vores datter. Hvis Nanna har det godt, er det også det bedste for Malucca, og det er det vigtigste, siger Ditlev.
Han fortæller, at pædagogerne i Maluccas vuggestue af og til siger til ham, at han skal passe på med at græde foran Malucca, når han henter hende.
- Jeg græder af glæde, hver gang jeg ser Malucca. Jeg kan ikke lade være. Men jeg tror, at Malucca vil lære, at det er glædens tårer. Jeg savner hende hver dag, når jeg skal undvære hende, og jeg bliver så rørt, når jeg henter hende. Hun holder mig i live, fortæller Ditlev.
Frygter at dø fra Malucca
Hans helbred er efter et mangeårigt misbrug af steroider blevet værre, og Ditlev frygter, at han ikke får lov at opleve Malucca som en voksen kvinde. Derfor er tiden sammen med Malucca så dyrebar for ham.
- Hun er mit liv. Så enkelt er det. Jeg fik at vide af lægerne, at jeg ikke havde levende sædceller for tyve år siden, og jeg har derfor aldrig troet, at jeg skulle blive far. Derfor er jeg taknemmelig for, at det lykkedes Nanna at blive gravid med mit barn. Jeg nyder hvert et sekund, jeg har med Malucca, og jeg giver hende al min opmærksomhed, fortæller Ditlev.
Han ønsker ikke at forholdet mellem Nanna og ham skal lide skade, men han håber, at hans anmeldelse vil få Nanna til at holde sig fra folk, som tager stoffer.
- Jeg følger jo med i Nannas liv, og jeg lytter til, hvad hun fortæller, fordi det betyder meget for mig, at hun og Malucca har det godt, siger Ditlev.
Han vil bare sikre sig, at Nanna tager afstand fra folk som tager stoffer.
- Jeg er ikke nervøs for Nannas evner som mor. Det mener jeg fra mit hjerte. Jeg er kun nervøs for, at hun har de forkerte venner, og at hun måske er lidt for rummelig overfor andres problemer, siger Ditlev.
Nu håber han, at Nanna ikke tager anmeldelsen for nært. Den var ikke et personligt angreb på hende som mor.