14. aug. 2012
Af af Joan Andersen/Ude og Hjemme

De unge mødre er blevet gamle

Camilla Framnes fra "De unge mødre"
Camilla Framnes fra "De unge mødre"
Foto: AOP
Det er så som så med de unge mødre når Kanal 4 skyder 15. sæson i gang af den populære serie i aften

Når Kanal 4 skyder den nye sæson af "De unge mødre" i gang tirsdag den 14. august, er det så som så med unge mødre. Af de ni deltagere er blot tre af dem teenagere. Derimod møder vi både Nadja Kaagh på 28 år, 26-årige Louise Papanicolas og Camilla Framnes på 24 år. Nok var de unge, da de fødte deres børn, men er det ikke noget af en tilsnigelse at kalde kvinder midt i 20erne for unge mødre? Ude og Hjemme spurgte producenten bag serien.

- Det er ikke et kriterie, at pigerne er 16 år. En ung mor kan lige så godt være 26 år og have et barn på 10 år. Det giver nogle helt andre problemstillinger og konflikter. Fælles for dem er, at de blev mor i en ung alder, siger Kaare Sand, producent og manden bag "De unge mødre".

Ude og Hjemme har samlet et galleri med både de nye stjerner og gamle kendinge, og giver dig historien bag alle deltagerne i den nye sæson.

Kritik for alt for unge mødre

- Vi startede serien med meget unge mødre. Vi synes, det er en god idé at blive ved med at følge dem, for nu kan vi se deres opdragelsesmønstre. Hele opdragelseselementet havde vi slet ikke med i starten, siger han og pointerer, at Sand TV for blot to år siden fik kritik for at følge nogle alt for unge mødre.

- Vi kan jo heller ikke blive ved med at filme 16-årige, der ikke kan finde ud af det og sidder og ryger deres børn op i hovedet, siger han.

Programmet er blevet mere nuanceret på de indtil videre 14 sæsoner, det har kørt.

- F.eks. Camilla Framnes. Da vi mødte hende første gang, havde hun en masse problemer og kunne slet ikke finde ud af det. Nu reflekterer hun meget mere nuanceret, siger han og tilføjer:

- Måske caster vi nogle lidt yngre mødre til næste sæson, men de skal være reflekterende og vide, hvad de går ind til.

Natascha Nikita er en af de deltagere fra De unge mødre, som har gennemgået en stor forandring, da kommunens psykolog beskrev hende som både tyk og dum. Blandt andet har hun tabt sig 20 kilo.

Læs mere om: