11. aug. 2013
Af af udeoghjemme.dk, Aller Media

De unge mødre-Louise har kun en måneds barsel

louise papanicolas fra de unge mødre har født igen
Louise Papanicolas fra "De unge mødre" med sine tre børn.
Foto: Privat
Louise Papanicolas blev for kort tid siden mor til sin tredje søn. Denne gang får den unge mor kun en måneds barsel.

Louise Papanicolas fra ”De unge mødre” er en sej kvinde. Blot 40 minutter tog det hende at føde sin tredje søn, og efter blot én måneds barsel har hun tænkt sig at gå i gang med sin bachelor.

- Jeg ved ikke, om man kan skrive bachelor-opgaven og samtidig have en baby, men jeg vil da prøve. Det skal forsøges, siger Louise.

Hendes tredje søn Marius kom til verden den 29. juli kl. 13.28 efter blot 40 minutters aktiv fødsel.

Vandet gik kl. 1, og veerne begyndte kl. 12.50. Efter blot 20 minutter fik hun presseveer, og 20 minutter senere var han ude.

- Jeg blev sat i gang 14 dage før tid. De andre to var meget store, så de holdte øje med ham. Han vejede 3740 gram og var 52 cm. Hvis jeg havde gået tiden ud, så havde han været over 4 kg, fortæller 27-årige Louise til Ude og Hjemme.

Tog godt imod lillebror

Efter seks timer på hospitalet blev mor og søn udskrevet, og den lille ny var klar til at møde sine to brødre, Tobias og Sebastian, som Louise har med sin eksmand.

- Drengene har ikke set ham så meget endnu. De var på ferie hos deres far i sidste uge. Han kom med dem et par timer tirsdag, så de kunne se deres lillebror, og så kom de hjem søndag aften, fortæller Louise.

Drengene er rigtig glade for deres lillebror.

- De vil gerne kigge på ham og sidde med ham, og så spørger de en helt masse; hvorfor gør han dit, og hvorfor gør han dat, siger den stolte mor og griner. Hun er stadig lidt træt efter en hård nat.

- Indtil i nat har han været stille og rolig. Men han kender ikke forskel på dag og nat endnu, siger hun og fortæller, at den stolte far har taget sin nye rolle i stiv arm.

- Han skifter ble og giver flaske og alt muligt. Han klarer det godt.

Ammer ikke

Louise ammer ikke Marius, fordi hun har fået lavet nye bryster, som gør det vanskeligt. Desuden ville det være upraktisk at amme, når hun nu snart skal begynde i skole igen.

- Jeg skal gå i skole to dage om ugen á fire timer, så det burde kunne lade sig gøre selv med en lille ny. På den måde kom han på et meget praktisk tidspunkt, siger Louise, der er ved at uddanne sig til sygeplejerske og er færdig til januar.

Læs mere om: