De unge mødre-Natascha Linea: Min datter skal have min brystmælk
Nu fortæller den unge mor, at hun fortsat sørger for, at hendes datter får den sunde brystmælk.
Selv om Natascha Linea fra De unge mødre i tirsdags var tvunget til at aflevere sin datter Lia til en plejefamilie, så nægter hun at stoppe produktionen af brystmælk. Hendes datter skal have mors mælk.
- Jeg malker ud og fryser det ned, så Lia kan få min mælk. Jeg er jo hendes mor, og det er sundt for hende, siger Natascha Linea.
- Vi vil hende kun det bedste, supplerer kæresten Bent.
Hans øjne er røde, og det er tydeligt, at han har grædt. De unge forældre har fået lov til at se deres lille pige halvanden time hver mandag.
- Vi vil give plejeforældrene mælken, så de kan sørge for, at Lia får den, siger Natascha, der er glad for, at plejeforældrene virker rigtig søde.
Nægter at stoppe
Natascha havde egentlig fået en pille på hospitalet, som skulle stoppe produktionen af mælk, men alt i hende skreg, at det var forkert at sluge den.
- Mælken var lige nået at løbe til. Jeg fik en pille, der kunne stoppe det, men den ville jeg altså ikke tage. Lia skal have min mælk, siger hun.
- Nu må vi se, det kan jo være, jeg får hende hjem her om seks eller otte uger. Hvis jeg gør det, vil jeg jo gerne amme hende, siger den unge mor med et spinkelt håb i stemmen.
Om seks til otte uger bliver sagen nemlig taget op i Ankestyrelsen.
- Der er vores chancer fifty/fifty, har vi fået at vide. Hvis vi taber, så går sagen videre til byretten, landsretten og Højesteretten. Hvis vi taber det hele, kan vi begynde forfra om et år. Og det gør vi, slår Natascha fast.
Lia er tvangsfjernet for et år, men Natascha og Bent vil kæmpe til den bitre ende.