10. maj. 2013
Af af Jannie Øberg

Inge Yvonne skjulte sin graviditet

Inge Yvonne
Inge Yvonne
Foto: AOP
Inge Yvonne fra De unge mødre har ikke haft en nem skolegang. Hun er blevet mobbet med sit udseende siden 5. klasse, så da hun i niende blev gravid med Annabel, turde hun ikke fortælle det.

Inge Yvonne Christensen har helt sikkert været igennem mere end de fleste. Da hun som 16-årig havde lagt den værste mobning bag sig, stod hun en dag pludselig over for en ny udfordring. I et stykke tid havde hun haft på fornemmelsen, at noget var galt, og da hun på sin søsters toilet tog to graviditetstest, var der ingen tvivl om situationen. De var begge positive.

– Det kom virkelig som et chok, siger Inge Yvonne, som ikke turde sige noget til hverken sin far eller mor. Hun lod derfor søsteren tage de svære telefonopkald.

Forældrenes reaktion

Moderens reaktion kom med det samme: Det skal fjernes. Faderen nøjedes med at sige, at han ville komme og hente Inge Yvonne. Så kunne de tage den derfra.

Inge Yvonne fik ingen støtte af sin mor i begyndelsen – læs historien på udeoghjemme.dk

– Jeg ville ikke have, at min far hentede mig. Så skulle jeg jo se ham i øjnene, siger hun.

Men faderen kom, og mens de sad i bilen, vidste Inge Yvonne det pludselig bare. Godt nok var hun kun 16 år. Og godt nok var hendes forhold til den kommende far ustabilt. Men hun kunne ikke fjerne sit barn.

– Vi støtter dig uanset hvad. Men det bliver hårdt, sagde hendes far og stedmor, da hun sagde sin beslutning højt.

En abort var ikke en mulighed

Da Inge Yvonne kort efter tog til lægen, fandt hun ud af, at hun faktisk var over 12. uge. Dermed var muligheden for abort lukket. Men det gjorde ikke noget, for da Inge Yvonne ved første scanning så det lille foster i sin mave, var hun ikke et øjeblik i tvivl.

– Min verden ændrede sig på et splitsekund. Jeg begyndte pludselig at glæde mig helt vildt.

Glæden overskyggede dog ikke helt frygten for reaktionen på skolen. Inge Yvonne gik i 9. klasse på det tidspunkt, og hun havde allerede været igennem så meget mobning, at hun ikke havde modet til at stå frem lige med det samme.

Læs, hvordan Inge Yvonne tabte sig på udeoghjemme.dk

Bange for klassens reaktion

I lang tid skjulte hun sin graviditet, men da maven ikke kunne skjules mere, valgte hendes far at bede om et møde med skoleinspektøren. Her blev det besluttet, at hendes klasselærer skulle sige det til klassen.

– Jeg sad selv ved mit bord, da læreren kom med beskeden. Reaktionerne var blandede. Nogle mente selvfølgelig, det var alt for tidligt. Andre syntes, det var spændende og fulgte interesserede med i graviditeten og lagde hænderne på min mave, når den lille sparkede, siger Inge Yvonne.

Selv var hun naturligvis også spændt. Men hun havde samtidig svært ved helt at forstå, hvad der skulle ske. Hun glemmer aldrig følelsen, da det blev virkelighed, og hun første gang fik sin lille Annabel i armene.

– Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var målløs. Er det her drøm eller virkelighed?

Inge Yvonnes lille stolthed

Efter nogle dage var der dog især én følelse, som voksede i den unge mor. Hendes stolthed.

– Jeg var bare så stolt og tog hende med rundt til alle veninderne, så de kunne se hende.

Det er nu tre år siden, og det har selvfølgelig været benhårdt at være ung, enlig mor. Hun elsker sin datter højt, og efter at hun har tabt 35 kilo, har hun også meget mere overskud som mor.

– Før sov jeg meget og orkede intet. Nu løber jeg med ud og leger – og er meget sjovere, siger Inge Yvonne med et smil.

Ikke tiden til en kæreste

Hun har i dag en helt ny selvtillid, som hun dog ikke bruger på at finde kærligheden. Den del af livet lader hun ligge et stykke tid. For nylig blev hun kæreste med en pige, men forholdet gik ikke, og Inge Yvonne er stadig ikke kommet sig helt. Hun ved ikke engang, om en kommende kæreste skal være mand eller kvinde. Hun er åben for begge dele.

– Men lige nu skal mit liv handle om Annabel og min nye uddannelse på Social- og sundhedsuddannelsen. Alt andet må vente indtil videre.

Læs mere om: