Malou Stellas mor blev forladt som barn

Fra programmerne "De unge mødre" og "Mig og min mor" kender vi Britta som den opofrende mor, der passer barnebarn, laver morgenmad og vækker sin ældste datter, Malou Stella, igen og igen.

Hun er moderen, som smiler med et let skuldertræk, når Malou Stella lader temperamentet løbe af med sig, eller hun igen er droppet ud af en uddannelse. Britta er der næsten altid, når Malou Stella er på skærmen.

Sådan er virkeligheden faktisk også. Den 49-årige jyde er netop flyttet helt til København for at være tæt på sin datter og barnebarnet Tino, for som hun siger: Jeg har altid hjulpet dem, og det vil jeg blive ved med.

Det er der en grund til. For 30 år siden svor hun nemlig, at når hun engang fik børn, skulle de ikke opleve det svigt, som hun selv har været igennem.

- Jeg besluttede, at jeg altid ville beskytte mine børn med næb og kløer, og at de altid skulle føle sig elskede. Det har selvfølgelig gjort mig til den, jeg er i dag, siger Britta.

Fyldebøtter ved døren

Britta blev født på Grønland som den yngste i en søskendeflok på fem. Kort efter blev hendes forældre skilt, og børnene blev delt mellem far og mor. Britta kom sammen med sin ældste bror til at bo hos deres mor, og det fik enorme konsekvenser for resten af hendes liv.

Moderen var alkoholiker og ude af stand til at tage sig af to børn. Broderen var heldig. Efter at han havde været på et plejeophold i Danmark, valgte familien at beholde ham. Så var han væk. Men Britta var alene tilbage hos sin mor.

- I starten var det meget mine bedsteforældre, der tog sig af mig, men da min bedstefar døde, og min bedstemor kom på plejehjem, var jeg overladt til min mor. Jeg kan sagtens huske en masse ting fra den tid af mit liv. Sådan noget skal et barn ikke opleve. Særlig en nat husker jeg tydeligt: Jeg var seks år og vågnede om natten ved, at der stod nogle fyldebøtter og bankede på. Jeg prøvede at finde min mor, men hun var bare gået og havde forladt mig. Så gik jeg ud på gaden for at lede efter hende. Der var bælgravende mørkt, og jeg kunne ikke finde hende. Til sidst gik jeg op til min bedstemor på plejehjemmet, fortæller Britta med dæmpet stemme, mens hun holder armene stramt over kors om kroppen.