12. apr. 2013
Af af Jannie Øberg

Melissa fra De unge mødre blev hurtigt voksen

Melissa Nethe Ploug
Melissa Nethe Ploug
Foto: Steen Wrem
En bror med kræft, et barn med meningitis og et liv som enlig ung mor. Selv om Melissa kun er 23 år, har hun været igennem mange svære ting i sit liv.

Hun har styr på livet og virker til tider mere voksen end de 23 år, dåbsattesten viser. Melissa Nethe Ploug blev allerede som teenager konfronteret med tanker om døden, da hendes lillebror fik kræft. Få år senere fik den unge mor igen frygten for at miste helt tæt på, da hendes lille søn fik meningitis.

Melissa kan ikke huske, at hendes forældre boede sammen. Hun er kun ét eller to år, da de fra hinanden. Hendes mor fandt en ny mand og gav Melissa en lillebror, Lucas, som i dag er 14 år.

Louise Papanicolas kæmper for et godt forhold til sin far – læs hvorfor det er en kamp på udeoghjemme.dk

Melissas barndom

Melissa boede hos sin mor det meste af sin barndom. I nogle år, fra hun var omkring otte år, til hun var knap 12 år, boede hun hos sin mormor.

– Min mor var kun 16 år, da hun fik mig. Hun har uden tvivl gjort sit allerbedste, og på et tidspunkt lod hun mig bo hos mormor, siger Melissa.

Men da hendes lillebror Lucas kom til verden, flyttede hun igen hjem til sin mor og stedfar. Lucas fik leukæmi som treårig, mens Melissa var teenager.

– Det fyldte så meget. De var hele tiden omkring ham. Det skulle de jo være, men jeg var ikke gammel nok til at forstå det. Dengang syntes jeg, det var uretfærdigt, fortæller hun. – Det er egoistisk at sige det, men jeg følte mig forsømt, siger hun.

Forholdet til moderen led under det. De skændtes om stort set alt.

– Vi havde et elendigt forhold for at sige det pænt. Jeg var teenager og følte mig enormt voksen, siger Melissa.

Melissas første kæreste

Melissa fik sin første kæreste som 13-årig. Nick. De gik til og fra hinanden, som teenagere gør.

– Mor forstod det ikke. Hun ville helst have, at jeg kasserede ham, men vi hang ved i fem et halvt år, fortæller Melissa.

En dag fik hun kvalme og hovedpine. Nick grinte og sagde: - Du er gravid.

Melissa fløj ud i butikkerne og købte en masse graviditetstests. 11 styk brugte hun. De var alle positive. Men forholdet til Nick gik ikke helt så godt, som hun troede. Hun fandt ud af, han havde datingprofiler på nettet og konfronterede ham.

– Jeg var 13 uger henne, så flyttede han, og jeg var helt alene med min lille mave. Jeg havde forfærdelige kærestesorger. Pludselig var jeg mega ensom. Men Joshua begyndte at sparke i min mave, og så vidste jeg, at jeg altid vil have en mand ved min side, siger hun.

Læs hvordan Melissas forhold er til ekskæresten i dag på udeoghjemme.dk

Sønnen ramt af meningitis

Hun blev hevet ud af sin lykkerus, da hendes søn Joshua var fem uger gammel.

– Han hvæsede og hev efter vejret. Da jeg løftede dynen, var det som at stikke hovedet ind i en ovn. Der var noget helt galt, fortæller den unge mor. De blev indlagt. Joshua havde meningitis.

– Han fik krampeanfald i tide og utide. Jeg sad i helvede og var magtesløs, husker hun. – Jeg troede ikke, at han ville overleve. Det var hårdt, også for ham. Han var helt afkræftet og tilkoblet slanger, fortæller hun.

Joshua og Melissa var indlagt i tre en halv måned, meget af tiden i isolation. I dag har Joshua et lille ar på brystet efter den voldsomme sygdom.

Forelsket den første dag

Melissa havde været single i 15 måneder, første gang hun havde en weekend uden Joshua. Hun tog på shoppetur med en veninde og videre på café.

– En af min veninders venner kørte forbi, hun vinkede til ham, fortæller hun.

Det var René. De endte med at tage hjem til ham, hvor de fik pizza og så tegnefilm.

– Vi endte med at holde hinanden i hånden, og vi aftalte at ses to dage senere. Vi har været sammen siden, fortæller hun lykkeligt.

Venter med næste barn

Melissa er ikke i tvivl om, at René er den rigtige.

– Det gik stærkt, og han skulle lige acceptere et barn, og at barnets far altid vil være en del af vores liv, siger Melissa.

De har været sammen i næsten fire år nu.

– Alle stiller spørgsmålet: Skal I have børn? Ja, det skal vi, når tiden er rigtig. Vi har talt om det, men vi har ikke noget tidsrum. Faktisk overvejer jeg at vente til Joshua starter i skole. Han er godt nok glad for babyer, men små børn forstår ikke, hvis mor lige ammer eller skal noget andet, forklarer hun.

Læs mere om: