Nicki Feldt fra De unge mødre er nyforelsket
Fra TV kender vi Nicki Feldt som den unge far med det selvtilfredse smil, de store popstjerne-drømme og et lidt for afslappet forhold til utroskab. I "De unge mødre" bliver det i hvert fald fremstillet som om, Nicki flere gange svigter sin fortvivlede kæreste Line.
Spørger man 23-årige Nicki, er historien en noget anden. Han er netop kommet ud på den anden side efter seks benhårde måneder, som har tæret så meget på humøret og appetitten, at der er blevet 10 kilo mindre af ham.
Kampen om sønnen
Kampen om Lucas endte i byretten, og resultatet blev, at Lucas nu er 10 dage ved sin far og fem dage hos sin mor. Det er Nicki godt tilfreds med, for han føler, at de har fået en dejlig og stabil hverdag, hvor Lucas går i børnehave, og Nicki selv passer sin VUC for senere at læse til pædagog, samtidig med at han stadig jagter sine musikalske drømme.
Og så er kærligheden igen kommet ind i hans liv. For tre måneder siden fik han og 20-årige Malene øjnene op for hinanden. Det havde de faktisk haft længe. Som 11- og 13-årige var de uskyldige barnekærester, men nu er det blevet alvor.
Malene er dejlig huslig
- Vi har det bare rigtig godt sammen, og jeg føler, jeg kan klare alt med Malene. Hun har selv en søn og er utrolig sød ved Lucas. Når jeg henter Lucas i børnehaven, spørger han også med det samme: Hvor er Malene, griner Nicki, som også nyder, at han har fundet en huslig kæreste. Ifølge ham var madlavning og oprydning bestemt ikke noget, Line brugte ret megen tid på.
- Malene bager boller og pølsehorn, hun hjælper med at gøre rent og vaske tøj. Det betyder utrolig meget, at man er to om at gøre det. Det betyder jo, at jeg får meget tid til Lucas, når jeg ikke skal stresse rundt og gøre det hele selv, siger Nicki, som aldrig har følt, at han blev familiefar for tidligt, selv om han kun var 20 år, da han stod med sin nyfødte søn og et nyt kæmpe ansvar.
Har ingen følelser for Line
- Jeg har altid ønsket mig fire børn. Jeg synes, trygheden og hyggen ved at være en familie giver så meget mere end noget andet.
Selv om Nicki ikke fik sin traditionelle kernefamilie, savner han ikke livet med moderen til sit barn.
- Jeg har ingen følelser for Line, og det vil jeg aldrig få igen. De ting, hun gjorde mod mig, var ikke fair, og vi skulle nok være stoppet for mange år siden. Jeg kan da godt være lidt træt af, at vi brugte fire år sammen.