27. jun. 2013
Af af Jannie Øberg

Nicoline fra De unge mødre: Jeg vil ikke have en kæreste

Nicoline og Lucas
Nicoline og Lucas
Foto: Jane Ruth
Nicoline har været med i tre afsnit af De unge mødre. Hun er 19 år og mor til et år gamle Lucas. Sønnens far Mikkel var Nicolines første rigtige kæreste. Efter deres brud vil hun helst være alenemor.

19-årige Nicoline Holmquist Andersen er en af de nye unge mødre i Kanal 4´s populære TV-serie De unge mødre. Hun er alene med sin søn Lucas på et år, og hun har ingen ønsker om at møde en ny mand.

-Jeg tror ikke, at jeg kan blive forelsket igen. Det har jeg ikke tid til. Det bliver også svært at finde en, som har lyst til hele pakken. Jeg har kun været på en eneste date som single, men det blev ikke til mere. Selvfølgelig har jeg brug for kærlighed, men det kan jeg jo også få på mange forskellige måder fra min søn, mine venner og min familie, fortæller Nicoline.

Amanda Sisse fra de unge mødre har heller ikke datet i flere år. Læs hvorfor på udeoghjemme.dk

Lucas' far har fundet en anden

Sønnen Lucas på 1 år har været i dagpleje, siden han var 7 måneder. mor og søn nyder hverdagen sammen, og Lucas ser kun sin far Mikkel, 22, hver onsdag og hver anden weekend.

- Mikkel har fundet en anden, og det gør lidt ondt. Jeg kan mærke, at jeg er helt ligegyldig for ham nu. Det var heller ikke meningen, at Mikkel og jeg skulle være kærester. Jeg blev ved med at afvise ham i starten, fordi jeg ikke havde tid til en kæreste. Jeg havde to jobs, og jeg kan bedst lide at have fuld kontrol, og den mister man jo, når man er to, som skal blive enige, fortæller Nicoline.

Den første og eneste kæreste

Nicoline og Mikkel nåede kun at være kærester i 2 år, før forholdet gik i stykker. Nicoline forklarer bruddet med, at hun ikke er god til at være nogens kæreste.

-Jeg var vred hele tiden, og da Mikkel ikke rigtig siger noget, følte jeg, at jeg gik og skændtes med mig selv. Vi var flyttet i hus i Vejrum, og det var mig, som stod for alt det praktiske arbejde, følte jeg. Vi kunne ikke blive enige om, hvem der skulle gøre hvad, forklarer Nicoline.

Et af de mest populære par fra De unge mødre har efter nogle turbulente år igen fundet kærligheden. Læs hvem på udeoghjemme.dk

Mikkel var hendes første kæreste, og hvis det står til Nicoline, bliver han også den eneste i mange år frem.

Rengøring mod kærlighedssorger

Den unge mors barsel er slut, og snart starter hun på automekaniker-uddannelsen. Hverdagen går med at være mor for Lucas. Mens han er i dagpleje, passer Nicoline de huslige pligter hjemme i lejligheden.

-Jeg har fået rengøringsflip. Jeg giver gulvene en ordentlig tur med støvsugeren hver dag. Hver anden dag vasker jeg dem, og jeg tører hele tiden af. Det kan godt være, at det er rengøringsvanvid, men jeg kan bare godt lide at her er pænt, siger Nicoline.

Hun bruger rengøringen til at komme over bruddet med Lucas' far. Fordi han var hendes første kæreste, har hun ikke nogen erfaringer med at tackle et knust hjerte. Når hun støvsuger, føler Nicoline, at hun kommer af med sine frustrationer.

Nicoline vil ud og rejse

-Jeg tror aldrig, at jeg får mand eller flere børn. I stedet har jeg drømme om, at Lucas og jeg kan komme ud og rejse sammen. I virkeligheden skulle jeg nok have ventet med at blive mor, siger Nicoline.

Da hun og Mikkel blev kærester, var de dog enige om, at de gerne ville have et barn. Men det var ikke Nicolines drøm at blive ung mor, da hun var yngre.

-Jeg har altid troet, at jeg skulle ud og se verden. Men jeg fortryder ikke Lucas. Nu må han jo bare komme med. Jeg drømmer om, at Lucas og jeg en dag skal prøve at bo i udlandet – måske USA eller Australien, fortæller Nicoline.

Indtil da bliver hun og Lucas boende i Struer og fortsætter i TV-programmet De unge mødre.

Læs mere om: