25. jun. 2013
Af af Ude og Hjemme, Aller Media

Puk Rebecza fra De unge mødre savner sin afdøde datter

Puk Rebecza Bambini fra De unge mødre
Puk Rebecza Bambini fra "De unge mødre".
Foto: Gregers Overvad
Det er snart fem år siden, Puk og Jacob mistede deres datter Malou få dage før hendes fødsel. Men årene betyder ikke, at Puk tænker mindre på sin pige. Læs Puks gribende ord til sin dødsfødte datter.

Puk Rebecza Bambini fra De unge mødre lider stadig under tabet af sin datter Malou, som aldrig nåede at se dagens lys.

Da Puk og Jacob flyttede til Fanø for to år siden, blev Malou liggende i sit gravsted i Varde. Men det var for hårdt for Puk at efterlade hende. Malous gravsted blev derfor flyttet til Fanø, så hun stadig kan være tæt på familien.

- Når jeg kigger på mine drenge, og ser hvordan de vokser, tænker jeg tit, at hun kunne stå imellem dem. Malick skal snart starte i 1. Klasse og Liam fylder snart tre, siger Puk.

- Hvis Malou havde levet, ville hun jo være en stor pige i børnehave. Jeg forestiller mig, hvordan hun ville se ud, fortæller Puk om sin sorg.

Når det gør for ondt at tænke på Malou, hjælper det Puk at skrive sine tanker ned.

Puks brev til sin datter

Ude og Hjemme har fået lov at bringe et brev, som Puk har skrevet til sin dødfødte pige Malou. Hun døde blot to dage før sin fødsel i juli 2008.

"Engel du er savnet

Jeg troede endelig smerten ville forsvinde lidt, bare lidt. At man ville kunne acceptere det og komme videre. Hmm, jeg har accepteret det er sket, men jeg kan ikke acceptere, at jeg mangler min datter. Mit savn til hende er der hver eneste dag, det forsvinder aldrig, mit håb. Hmm, hvilket håb?!! Hun kommer jo aldrig tilbage.
Lykken ville være, hun gjorde.

Jeg er ikke alene om det savn, men det er som om, der ikke rigtig er nogle, der forstår det, man sidder med i sig. Alle siger ’åhh, jeg forstår dig, men gør du virkelig?? Har du prøvet det? hvorfor så sige det?’ Værdsæt det I har, I ved ALDRIG, hvornår I mister det!

En stille mandag aften sidder jeg helt alene, og 1000 ting venter på at blive klaret, inden jeg selv finder sengen, men jeg har kun overskud til at skrive til hende - om hende.

Hun var så perfekt, måske alt for perfekt. Hvorfor skulle det ramme mig? Hvad gjorde jeg forkert, hvorfor ku jeg ikke lukke af og lade være at stresse mig selv så meget dengang? Føler, et kæmpe sår i mig ikke vil hele.
Hun er så stort et tabu for mig for at beskytte mig selv og klare mit liv uden tårerne, der står i kø for at komme ud. Men mon det er sundt? Er efterhånden begyndt at tvivle. Savner hende så meget. Mangler hende så ufatteligt i mit liv og i min hverdag. Hvis jeg bare havde vidst, du havde det skidt lille skat, så havde jeg gjort noget.

Læs mere om: