Stephanie Jensen fra De unge mødre - Lægen tog fejl

- Du kan ikke blive gravid! Der er ingen grund til at bruge prævention. Så kontant var meldingen fra lægen i 2008 til Stephanie Jensen fra TV-programmet De unge mødre.
Men lægen tog fejl, for pludselig blev den 19-årige Stephanies største ønske indfriet - det umulige var sket - Stephanie blev gravid.
Det hele begyndte med en drøm
Da hendes mormor døde for et halvt år siden, havde hun en underlig drøm.
- Jeg drømte, jeg var gravid. Min menstruation var godt nok ikke udeblevet, men jeg købte et par graviditetstest i Netto. Inden begravelsen tog jeg testen. Der var kun en streg, fortæller Stephanie til Ude og Hjemme.
Selvfølgelig var hun ikke gravid, det var jo bare en drøm, tænkte den unge pige og tog til sin mormors begravelse.
Fire dage senere konstaterede lægen dog, at Stephanie var gravid
- Jeg blev meget forbavset. Jeg har cyster på æggestokkene, PCO, så jeg kunne jo ikke blive gravid, siger Stephanie, der dengang kun havde kendt kæresten Jesper i et par måneder.
Stephanie er nu 24 uger henne. Fødslen er sat til 26. maj.
- Vi er meget spændte på, om det er en dreng eller pige. Sidst jeg var til scanning, kunne vi ikke se det, for navlestrengen sad mellem benene, fortæller hun til Ude og Hjemme og tilføjer:
- Jeg hoppede, de forsøgte at få barnet til at rykke sig lidt, men det hjalp ikke, så vi ved ikke noget endnu, siger hun.