Stephanie Star husker gråden i børnehjemmet
Hun havde været mor i otte måneder, da hun første gang hørte lyden. En lyd, som pludselig bragte hende tilbage til den koldeste tid i sin egen barndom. Stephanie Star stod i sin datters vuggestue, mens personalet stablede børnenes plastiktallerkner efter frokost.
De fleste ville nok ikke engang bemærke de små klap, når tallerknerne stødte mod hinanden. Men det gjorde Stephanie. Det lød præcis som dengang, hun som fireårig blev anbragt på et børnehjem i Italien, fordi hendes forældre var for unge og for travle til at magte familielivet.
Det er nu 40 år siden. Men Stephanie glemmer aldrig sine følelser inde bag børnehjemmets mure.
- Udenfor var der enormt grønt og smukt, men indenfor var der koldt. Jeg kan stadig huske den der lugt af renlighed blandet med en særlig creme, som nonnerne brugte. Jeg kan også stadig huske gråden. Der var så mange af børnene, der græd. Især omkring sengetid. Vi var jo bange for at miste vores forældre, husker Stephanie.
Først da Stephanie var 21 år, stod hun over for sin mor, fordi hun skulle ned og møde sin biologiske lillebror i Italien. Mødet med moderen var på ingen måde, som hun havde forventet.
- Jeg havde regnet med at se en mørkhåret kvinde. Men foran mig stod en lyshåret dame. Hun havde også affarvet sit hår, ligesom jeg havde, og vi lignede hinanden meget mere, end jeg havde forestillet mig, husker Stephanie.
Alene med sin datter
Hun fik desværre ikke det forhold til sin mor, hun havde håbet på. Godt nok var der kys og kram mellem de to. Men en ægte nærhed var der ikke, og da Stephanie tog hjem igen, var hun ikke alene skuffet. Hun var også fast besluttet på én ting: Hun ville vise, hvordan man er en god mor. Beslutningen skulle stå sin prøve, da hun som 30- årig blev gravid med en stor sønderjyde, som hun havde et kort forhold til.
- Jeg nød mit barn, og da hun kom i børnehave, hentede jeg hende altid lige efter frokost, for hun skulle jo være hos mig. Jeg elskede at tumle med hende, siger Stephanie, som har været alene med sin datter det meste af tiden.
- Min barndom har selvfølgelig gjort ondt, men i dag forstår jeg min mor. Hun magtede mig simpelthen ikke dengang. Hun var verdens kærligste menneske. Men hun kunne ikke, siger Stephanie, som har uddannet sig til både kropsterapeut og kinesiolog - og taget en beslutning om at få det bedste ud af livet.