Unge mødre-Katherina: Jeg må ikke være i min søns liv

Katherina Pedersens depression kostede hende kontakten til sit barn. Hendes søn yngste søn, Mikas, var ikke engang en måned, da hun blev ramt af en fødselsdepression og derfor overlod ham til faderen.

Det er snart fire år siden, og siden har hun stort set ikke set sin dreng. Hun ved ikke, hvordan han ser ud. Hvor han går i børnehave, eller hvad han kan lide at lege med eller spise. Det har været en kæmpe sorg for den unge mor.

En sorg, som hun gennem tiden prøvede at bearbejde med psykologhjælp, gruppeterapi og alt muligt andet uden held. Smerten, savnet og vreden ville ikke gå væk. Derfor rejste hun denne sommer fra hjemmet i Farum, nord for København, og til Fyn for at tale med faderen til Mikas.

- Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville være en del af Mikas liv. At jeg havde overskud og plads til det, men at jeg simpelthen ikke kunne klare turen gennem Statsforvaltningen. Jeg er rigtig ked af det, jeg gjorde dengang. Jeg gav slip på mit barn, og det er det værste, en mor kan gøre. Men jeg kan jo ikke ændre det. Det eneste, jeg kan tilbyde, er at være en del af hans liv nu. Det gjorde jeg så. Men for Mikas' far var det ikke godt nok, siger Katherina uden vrede i stemmen.

Døren står altid åben
For hun er ikke vred mere. Samtalen den dag på Fyn lettede hende voldsomt, selv om resultatet ikke var, som hun håbede på.

- Jeg må acceptere det. Vi fik snakket tingene igennem, og jeg fik afsluttet mit had til ham. Jeg bliver nødt til at komme videre. Jeg ved, at Mikas er en dygtig dreng, og jeg ved, at hans far er en god far. Hvis Mikas en dag vil møde mig, står min dør altid åben, siger Katherina.