4. mar. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

Caroline Wozniacki får sit eget tv-program

Kuldeekspert Wim Hof og Caroline Wozniacki
Kuldeekspert Wim Hof og Caroline Wozniacki
Foto: Discovery Networks Danmark / Per Arnesen
Sammen med familien skal tennisdarlingen bestige et af verdens mest berømte bjerge, og man kan følge det hele i en ny programserie på Dplay og Kanal 5.

Tidligere på året indstillede Caroline Wozniacki sin imponerende tenniskarriere, men nu kan man heldigvis glæde sig til igen at følge den danske darling.

Denne gang kommer det til at foregå i et nyt tv-program, som hun medvirker i sammen med hele familien.

Familien Wozniackis vilde udfordring

Caroline Wozniacki, hendes mand, David Lee, far Piotr, bror Patrik, mor Anna og svigermor Susan Lee skal sammen bestige et af verdens mest berømte bjerge, og man kan følge det hele i en ny programserie på Dplay og Kanal 5.

- Først og fremmest synes jeg, det er rigtig fedt, at vi kan gøre det her som familie. Patrik, David, min mor og far og Davids mor er med. Det betyder, at vi sammen får en oplevelse for livet. Jeg tror, at jeg kommer til at lære mig selv meget bedre at kende, og jeg er overbevist om, at det samme gælder resten af familien. Jeg tror også, at vi alle kommer til at lære mere om hinanden i de her tre uger, siger Caroline Wozniacki i en pressemeddelelse.

Udover at bestige et bjerg handler programmet i lige så høj grad om deres udvikling som familie og individer.

https://imgix.billedbladet.dk/caro2.jpg
Foto: Discovery Networks Danmark / Per Arnesen

Susan Lee, Anna Wozniacki, Piotr Wozniacki, Caroline Wozniacki, David Lee og Patrik Wozniacki.

Patrik Wozniacki: Vi er en helt almindelig familie

Hendes storebror, Patrik Wozniacki, der er tenniskommentator på TV 2, glæder sig også til turen.

- Turen betyder rigtig meget for familien, da det er første gang i mere end 15 år, at vi skal på en tur sammen, hvor alt fokus ikke er på Caroline. Indtil nu har vi altid været sammen til turneringer, og nu skal vi på en “ferie” eller tur sammen som en helt almindelig familie. Det bliver utrolig spændende og samtidig udfordrende, siger Patrik Wozniacki og fortsætter:

- Vi vil gerne vise, at vi er en helt almindelig familie, som elsker at være sammen og ikke mindst udfordre os selv. Vi har alle været atleter på højt niveau, og vi siger aldrig nej til en udfordring. Derudover håber jeg, at vi kan vise, at med det rette ‘mindset’ og indstilling, kan man klare alting.

Man kan følge familiens vilde rejse i otte programmer på Dpaly og Kanal 5 senere på året.

https://imgix.billedbladet.dk/caro1.jpg
Foto: Discovery Networks Danmark / Per Arnesen

Caroline Wozniacki, David Lee og kuldeekspert Wim Hof.

Læs mere om: