Derfor faldt bypigen Alice for bonderøven
Bypigen faldt pladask for bonderøven Kenneth i realityprogrammet "Bypiger søger bonderøve", og selv om Alice elsker at shoppe i storbyen, og Kenneth elsker at gå ture i marsken, så snakker de to nyforelskede allerede om at flytte sammen. Det skriver udeoghjemme.dk.
Det lange lyse hår, den korte stramme kjole og de tårnhøje, sorte stiletter vækker opsigt i landsbyen Skærbæk i Sønderjylland. Fyrene vender sig om og kaster misundelige blikke efter Kenneth, der holder godt om sin nye kæreste Alice, mens de spankulerer rundt i byen.
- Jooh, der bliver kigget efter os. Men jeg synes da kun, det er fedt, at fyrene kigger efter Alice. Så længe det bare er mig, hun holder i hånden, siger Kenneth og kigger forelsket over på sin nye kæreste.
Parret er ikke mødtes helt tilfældigt. De medvirkede i Kanal 5's realityprogram "Bypiger søger bonderøve", hvor 15 danske piger stiger på en bus og opsøger kærligheden fra Sønderjylland til Vendsyssel. Hver by, de kommer igennem, stiller op med to af deres ungkarle, som i en uge vil gøre alt, hvad de kan for at overbevise pigerne om, at de skal slå sig ned med bonderøvene i netop deres by.
Men hverken 27-årige Alice Flygenring eller 33-årige Kenneth Melvej Nielsen havde regnet med at finde den eneste ene.
- Jeg syntes egentlig bare, at det kunne være sjovt at være med. Jeg regnede bestemt ikke med, at jeg ville falde for en eller anden bonderøv i blå Kansas kedeldragt og med halmstrå i mundvigen, fortæller Alice til Ude og Hjemme.
En god mavefornemmelse
- Min mavefornemmelse sagde mig, at han var anderledes og en god fyr, fortæller Alice, der var på fire dates med Kenneth og til sidst valgte at blive "hængende" i Skærbæk for at lære ham bedre at kende.