I Grand Canyon kom Skinz i kontakt med sine følelser: Det fik konsekvenser for forholdet
Musikeren Mohamed Ahmed, der går under kunstnernavnet Skinz, er en af seks deltagere i Kanal 5-programmet ”Gennem Grand Canyon – Det vildeste eventyr”.
Han tog med på turen for at komme i kontakt med sine følelser.
Ingen kontakt
Skinz sagde ja til at være med i programmet, fordi han gerne ville være afskåret fra omverdenen, så der var tid til at tænke.
- Noget der tiltrak mig ret meget var, at vi var afskåret fra alt i 16 dage. Det talte meget til mig i forhold til et turbulent og meget flyvsk liv, jeg har haft hidtil. Her kom vi ned og var 100 procent afskåret. Det var mest for at se, hvad det kunne give mig ikke bare oplevelsen men værktøjer. Hvordan jeg kunne bruge det som et værktøj på at arbejde med mig selv, fortæller han til BILLED-BLADET.
Savn til kæresten
Det betød også, at han skulle være væk fra sin kæreste Amanda Karoline. Han var spændt på at se, hvordan det påvirkede deres forholdt.
- Personligt glædede jeg mig lidt til det, fordi jeg gerne ville vide, hvad det gjorde for os begge to. Hvordan vi ville tackle det. Hvad det ville gøre for vores kærlighed og vores afsavn til hinanden. Vi kan godt savne hinanden i løbet af sådan en dag, men man kan lade den anden vide, at man tænker på dem. Når det ikke længere er en mulighed, og det bare bygger sig op i en, mærker man, hvordan det er at leve med det. Det er ikke bare et impulsivt afsavn, men det er mere dybdegående, fortæller han.
Ændrede forholdet
Efter Skinz kom hjem fra Grand Canyon, har han mærket, at turen har ændret forholdet til kæresten.
- Jeg føler personligt, at jeg så på mange ting i mit liv anderledes, fordi jeg fik det her frirum til at kunne trække stikket fuldstændig, komme ned i gear og perspektivere mange dele af mit liv både kærligheden og privatlivet som karrieren. En håndtering af følelser, situationer og ens reaktion på mange ting. Det tror jeg også mange mennesker omkring mig kunne mærke, efter jeg kom hjem, fortæller han.