Karsten Ree skal giftes med Oddset-Janni
Den 69-årige rigmand Karsten Rees forhold til den 46-årige tidligere Oddset-frontfigur Janni Christensen er nu blevet forseglet med et frieri under åben himmel i Afrika.
Janni Christensen gav straks Karsten Ree sit ja med kameraholdet fra Kanal 5-programmet ”Janni og Karsten – på fri fod” som vidner, og nu skal parret, der har været sammen siden 2013, altså giftes.
- Det var meget romantisk. Og det utrolige var, at det begyndte at regne. I Afrika betyder det held. Regnen varede kun i et par minutter, så det var meget symbolsk, siger Janni Christensen til eb.dk.
Datoen er ikke fastsat
Frieriet kom meget bag på hende og resten af TV-holdet, men det blev dog ikke forseglet med en stor ring men i stedet en symbolsk metalring, da parret aldrig medbringer smykker på deres Afrika-rejser.
Datoen for brylluppet er endnu ikke fastsat, men begge parter er enige om, at de ønsker sig et intimt kirkebryllup uden så mange gæster.