30. sep. 2022
Af Karina Didriksen

Louise Wolff og Esben Dalgaard er årets Knæk Cancer-værter

Louise Wolff og Esben Dalgaard.
Louise Wolff og Esben Dalgaard.
Foto: Gregers Overvad
Tv-værten Louise Wolff og skuespilleren Esben Dalgaard er det nye makkerpar på årets ”Knæk Cancer Live”-show på TV 2.

For syvende gang har Louise Wolff æren af at stå i spidsen for det store indsamlingsshow ”Knæk Cancer Live”, der laves i et samarbejde mellem TV 2 og Kræftens Bekæmpelse.

- Det er et af de shows, som jeg bare ikke kan sige nej til. Det er rart at få lov til at bidrage på en eller anden måde, siger ”Go’morgen Danmark”-værten til BILLED-BLADET.

I år har hun fået en helt ny makker, nemlig Esben Dalgaard, som sidste år fik konstateret uhelbredelig modermærkekræft.

Har det godt

46-årige Esben Dalgaard bliver holdt sygdomsfri af immunterapi, og han er spændt på at få sin debut som vært på det store liveshow.

- Jeg havde ikke fire sekunders overvejelser, fra jeg blev spurgt, til jeg sagde ja. Særligt, fordi jeg selv er ramt af kræft, og så synes jeg, det er meget berigende at få lov til at være med til et af de største underholdningsshows, vi har, og hvor pengene går til et vigtigt formål, siger Esben Dalgaard og tilføjer med et smil:

- Jeg har det jo godt, modtager min behandling og fungerer og arbejder. Jeg har ikke haft en sygedag endnu, og jeg har haft sygdommen i over et år.

”Knæk Cancer Live” sendes lørdag den 29. oktober på TV 2.

https://imgix.billedbladet.dk/20220825_gko3358x.jpg
Foto: Gregers Overvad

Læs mere om: