Mads Mikkelsen trækker masser af seere til Kanal 5

Da Kanal 5 søndag aften viste første afsnit af TV-serien ”Hannibal”, hvor Mads Mikkelsen har hovedrollen som den uhyggelige Hannibal Lecter, var der rekordmange seere, der fulgte med. Det skriver SBS, der står bag Kanal 5, i en pressemeddelelse.
Hele 260.000 seere havde tændt for ”Hannibal”, og dermed har Mads Mikkelsen og resten af holdet bag TV-serien slået seertalsrekorden for premierer på udenlandske TV-serier på Kanal 5. Tidligere havde ”The Killing”, den amerikanske udgave af krimiserien ”Forbrydelsen”, seerrekorden med 215.000 seere på premiereaftenen.
- Vi glæder os over, at serien er kommet så godt fra start og krydser fingre for, at den vil vise samme gode takter i Danmark, som den har gjort i USA. I torsdags viste NBC (en amerikansk TV-station, red.) afsnit 2 og helt exceptionelt holdt afsnittet samme niveau som premiereafsnittet med 4,3 millioner seere, fortæller SBS’ programdirektør Peter Rosberg.
Andet afsnit af ”Hannibal” sendes på søndag klokken 21.00 på Kanal 5.