25. maj. 2012
Af af Jan Bergman

Peter Mygind og Maria Egede udfordrer mænd på TV

Peter Mygind og Marie Egede
Peter Mygind og Marie Egede
Foto: Kanal 5
Peter Mygind og Marie Egede gør sig klar til atter at udstille de danske mænd, når programmet "Min mand kan" fortsætter.

Hvor mange blendede østers tror du, at din mand er i stand til at sluge på én gang? Og tør du udfordre ham i det for åben skærm? Der er helt nye opgaver når vært Peter Mygind og "Big Brother"-vært, Marie Egede, til efteråret er parate med en ny omgang "Min mand kan".

Det var ikke småting, Marie Egede måtte udsætte sig selv for, da hun i sidste sæson af "Min mand kan" agerede testpilot for de opgaver, mændene kan blive udsat for i programmet.

- Jeg har glædet mig som et lille barn til igen at stå i studiet sammen med min bedre TV-halvdel, Peter Mygind, for vi har det så sjovt sammen. I "Min mand kan" er min rolle en helt anden end i "Big Brother", hvor det jo var deltagerne, der skulle klare et hav af opgaver. I "Min mand kan" er det mig - OG mændene - der skal igennem diverse frygtindgydende og rablende vanvittige påhit, fortæller Marie Egede.

I "Min mand kan" får fire kvinder helt frie hænder til at kaste deres bedre halvdel ud i de mest underholdende og halsbrækkende udfordringer, uden at mændene kan sige fra eller forberede sig. Kvinderne udfordrer nemlig deres mænd i alverdens ting i håb om, at de bliver showets endelige vinder og kan gå derfra med den samlede pengepræmie, som står på spil. Det bliver styrke, udholdenhed og intelligens, der afgør, om manden har fuldført udfordringen korrekt og dermed øger parrets samlede pengepulje. Og opgaverne kan være alt lige fra at drikke blendede østers til at karatesmadre meloner.

Når "Min mand kan" vender tilbage på skærmen til efteråret, bliver det med helt nye udfordringer med endnu mere humor, og desuden vil programmet også byde på flere "specials", blandt andet med kendte danskere ved spillebordet.

Læs mere om: