Talentkonkurrencen Popstars genopstår

Pigegruppen EyeQ vandt den første omgang \

Pigegruppen EyeQ vandt den første omgang "Popstars" i 2001.

Arkivfoto: Ulla Aue/BILLED-BLADET
Kanal 5 viser til efteråret en ny omgang Popstars som i 2001 blev vundet af pigegruppen EyeQ.

Danmark og verden har forlængst glemt pigegruppen EyeQ som vandt Popstars på TV2 i 2001. Siden har nye talentkonkurrencer og masser af nye vindere indvaderet de danske TV-skærme, men nu bliver Popstars genoplivet på Kanal 5.  

- Vi er ellevilde af begejstring over, at vi til efteråret kan give danskerne det største talentshow af dem alle. I Popstars hylder vi de spirende talenter og følger deres hårde vej mod stjernehimlen. Det bliver ”feel good”-underholdning for hele familien, hvilket er et af kerneområderne for Kanal 5. VI håber at kunne samle danskerne til et program, hvor vi også får vist, at vejen til stjernerne ikke består af lutter lyserøde skyer, men er benhårdt arbejde, hvor man skal igennem mange optrædener på knap så mondæne steder, førend man kan stå foran et kæmpe publikum, udtaler Maiken Wexø, programdirektør på SBS Discovery, som Kanal 5 hører under, i en pressemeddelelse.

Kanal 5 laver sammen med Nordisk Film TV den nye omgang af talentshowet Popstars, der på mange måder har været moderen til samtlige efterfølgende talentshows. Og castingen begynder nu. SBS Discoverys radiostationer, der blandt andre tæller NOVA, The Voice, Radio 100, Pop FM og MyRock, sætter nu alle sejl til for at finde Danmarks nye store musikalske stjerne, hedder det i en pressemeddelelse. Er man over 16 år og i besiddelse af et sangtalent, er det bare om at melde sig.

Maiken Wexø vil endnu ikke afsløre, hvem der skal sidde i dommerpanelet, og hvad programmet mere konkret kommer til at indeholde.

Popstars blev vist i fire sæsoner på TV2. Pigegruppen EyeQ vandt den første udgave i 2001 og havde stor succes med debutpladen. Nummer to floppede, og derefter gik det hurtigt ned ad bakke. Gruppen blev opløst i 2003. Trine Jepsen var det mest kendte medlem, og hun er stadig aktiv sanger med medvirkener i både Dansk Melodi Grand Prix og adskillige musicals på cv'et.

 

 

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden