Line Baun Danielsen gider ikke feste igennem nytårsaften
Nytårsaften er lig med fyrværkeri, stor fest, lækker mad og god vin og masser af champagne. Men det er ikke alle, der hopper med på fest-vognen. TV-værten Line Baun Danielsen, der er kendt for sin tid på TV 2 Nyhederne, og som i dag er vært på TV 2s regionalprogram TV 2 Lorry, er en af dem, der helst er fri for det store nytårsbrag af en fest.
- Jeg har ikke noget behov for at feste vildt igennem nytårsaften og tage til en fest langt væk og trippe rundt i pailletkjole og højhælede sko, siger hun til SØNDAG og fortsætter:
- Jeg vil egentlig hellere bare have en hyggelig aften med nogle venner. Og da det ikke er til at få en taxa hjem nytårsaften, skal det helst være i nabolaget, siger hun.
Og heller ikke det klassiske nytårsfortsæt, som også hører sig nytåret til, er noget for Line Baun Danielsen. Og det er egentlig ikke, fordi hun ikke har ambitioner og drømme.
- Jeg har aldrig nogensinde sat mig et nytårsforsæt, for jeg ved, at jeg ikke kan efterleve det, siger hun.