Lotte Heise: Jeg følte mig som en enmandshær

Lotte Heise

Foredragsholder Lotte Heise passer sin syge mor selv, og det er et hårdt arbejde.

Foto: Birger Storm/BILLED-BLADET

Lotte Heise fortæller åbent og ærligt om de udfordringer, hun har mødt ved at passe sin handicappede mor selv.

Tirsdag, 18. august 2015 - af SØNDAG, redigeret af Louise Aarkrog, webredaktionen

Lotte insisterede på at få privat hjemmepleje til sin mor, da hun efter en blodprop blev lam og mistede sin taleevne.

Det krævede en del opringninger til kommunen.

Det samme gjorde sig gældende, da hun bad om at få leveret de korrekte hjælpemidler til sin mor.

Ditte Hansen vågner af og til om natten og sveder af skam – læs hvorfor på søndag.dk

Faktisk har det hårdeste ved at bo sammen med en handicappet været kontakten til kommunen.

– Jeg har minimum brugt en uge i ventetid i telefonen i de tre et halvt år, jeg har boet sammen med min mor. Systemet er elendigt skruet sammen. Den ene afdeling ved ikke, hvad den anden laver. Vi fik leveret tre forskellige kørestole, selv om jeg på forhånd havde forklaret, hvilken stol min mor skulle bruge. Når der blev leveret en ny kørestol, blev den første stol ikke taget med. Hvis jeg fik lov til at organisere det system, de bruger i ældre- og handicapforvaltningen, er jeg sikker på, at det ville glide bedre for de handicappede og deres pårørende, og desuden ville kommunen spare en masse penge. Bare på at være lidt FLEKSIBEL, siger hun til SØNDAG.

Mille Dinesen ville købe ind i nattøj, hvis hun kunne. Det fortæller hun her til søndag.dk

Ensom kriger

Hun har dog også mødt mange søde og imødekommende visitatorer, sagsbehandlere og hjemmehjælpere, men det har skræmt hende at opleve, at man skal have meget stærke pårørende, der kan tale ens sag, hvis man bliver handicappet.

– Af og til har jeg følt mig som en enmandshær i kamp mod kommunen, og jeg har følt mig ensom i kampen for at få tingene til at fungere. I nogle situationer har mit navn hjulpet mig, men det kan jo ikke være meningen, at man skal være kendt for at få den rette hjælp til sin mor. Det er heller ikke i orden, at en tydeligvis uengageret medarbejder hos kommunen automatisk svarer, at noget ikke kan lade sig gøre, fordi "det gør vi ikke her", selv om det sagtens kan lade sig gøre.

Lærte at bede om hjælp

Ud over at kræve moderens ret ved kommunen er Lotte Heise blevet god til at bede om hjælp fra sin omgangskreds.

Ellers ville bofællesskabet slet ikke have fungeret.

– Jeg blev meget bedre til at bede om hjælp, og folk var rigtig søde til at hjælpe. Det var lige fra en sød, lokal taxachauffør, der gerne ville yde en ekstra indsats, til mine veninder og min mors veninder, der tilbød at komme forbi og besøge min mor, hvis jeg ikke var hjemme. Ofte er det sådan, at folk enten reagerer normalt i en handicappets selskab, eller også reagerer de ved at blive anspændte og kunstige, og det betyder meget, at mine og mors veninder ikke har haft berøringsangst. Der har været en del plejepersonale, der har talt ned til min seje mor, og det har gjort mig rasende. Hun er hverken dum eller døv, fordi hun har mistet sit sprog.