3. feb. 2013
Af af SØNDAG, Aller Media

Louise Wolff: Derfor stoppede jeg på Sporløs

Louise Wolff
Louise Wolff
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Efter mange "Sporløs"-programmer har Louise Wolff skiftet værts-jobbet ud med andre job. Få svaret på, hvorfor hun stopper på "Sporløs".

Efter at have været en meget populær vært på "Sporløs" gennem en årrække, var det lidt af en overraskelse for seerne, da Louise Wolff, der netop har været vært på MGP, og som også er vært på "Danmarks Indsamling", valgte at forlade programmet.

En af forklaringerne kan findes i de mange rejsedage, som helt naturligt er en del af jobbet som vært på "Sporløs".

- Jeg havde været vært længe og rejst meget og oplevede efterhånden, at der var ret mange bryllupper, jeg måtte sige nej til hos vennerne, og ret mange runde fødselsdage i familien, jeg ikke deltog i, siger hun i et stort interview i SØNDAG.

Jeg vil ikke være surprise-gæst

Og selv om opbakningen fra familie og venner stadig var der, så havde hun ikke længere lyst til at være månedens gæst.

- Jeg kunne pludselig mærke, at selv om min familie og mine venner stadig var der og bakkede op, var de begyndt at blive nærmest overraskede, når jeg dukkede op til noget. De blev jo glade. Men til sidst tænkte jeg, at det skal ikke være sådan, at jeg altid bare er en surprise-gæst. Jeg kunne også mærke, at mange var begyndt at regne mig ud af ligningen. Ikke fordi de ikke ville have mig med, men fordi de tænkte: Hun er jo alligevel så meget væk, siger hun.

Havde svært ved at slippe Sporløs

Men selv om det har været den helt rigtige beslutning for Louise Wolf, så har det alligevel været svært at give slip på "Sporløs".

- Jeg havde gået og spekuleret over det her i et stykke tid, men havde svært ved at slippe "Sporløs", fordi det er et program, der har været vidunderligt at lave. Især fordi man her virkelig kan se, at man gør en forskel. Men mens jeg havde så travlt med at klø på og passe andre menneskers relationer, eller i hvert fald med at skubbe på i en eller anden retning, stod det pludselig i skærende kontrast til, at der var for lidt genforening i mit eget liv, fortæller Louise Wolf.

Læs mere om: