6. jan. 2014
Af John Lautrup

Mads Mikkelsen hitter som Hannibal

Mads Mikkelsen som "Hannibal".
Mads Mikkelsen som "Hannibal".
Foto: AOP
TV-serien "Hannibal" med Mads Mikkelsen i hovedrollen slår successerier som "Breaking Bad" og "House og Cards" på adskillige amerikanske årslister over de bedste TV-serier i USA.

Mads Mikkelsen er godt på vej til at underbygge sin status som international stjerne. Han spiller hovedrollen i TV-serien "Hannibal" om kannibalmorderen af samme navn, og den har ifølge BT guffet sig frem til toppen af flere årslister over de bedste TV-serier i 2013.

En række amerikanske medier og blogs hylder første sæson "Hannibal" og ikke mindst seriens danske hovedrolleindehaver, Mads Mikkelsen.

Således skriver BT, at Digital Spy har gennemgået samtlige engelske og amerikanske serier fra 2013 og kårer "Hannibal" som sæsonens bedste og henviser "Breaking Bad" til andenpladsen og "House of Cards" til tredjepladsen.

Planer om syv sæsoner af "Hannibal"

- Mens "House of Cards" blev hyldet for sin fornyelse af genren, og "Breaking Bad" løb med al ros fra kritikerne, boblede "Hannibal" i baggrunden og tiltrak en fanatisk fanskare nærmest fra første afsnit, og langsomt og hemmeligt blev den årets bedste show på TV," skriver Digital Spy i sin begrundelse og forudser, at serien i 2014 vil bryde ud af sin kult-status og blive det næste serie-fænomen.

Også Whatculture har "Hannibal" som nummer et på deres liste og mener, at serien er "den mest elegante, forstyrrende og surrealistiske visuelle nydelse på TV i mange år".

Bryan Fuller, der står bag serien, har ifølge BT planer om, at den skal løbe over syv sæsoner. Sæson 2 af "Hannibal" har premiere i USA på NBC den 28. februar.

Læs mere om: