Migræne-plaget Puk Elgård: Jeg har det meget bedre
- Kan du ikke godt sætte den positive vinkel på historien? Jeg orker ikke mere ynk, eller historien om at jeg kæmper bag smilet. Det sidste halve år har det ikke handlet om andet end hovedpine, og det går altså SÅ meget bedre, siger Puk Elgård, da vi spørger hende om, hvordan hun har det, efter hun først gik på orlov fra Aftenshowet for at komme sin nærmest kroniske hovedpine til livs, men snart igen dukkede op på skærmen som vært på "Her er dit liv".
- Jeg har det meget, meget bedre og har fået meget mere overskud, det er simpelthen så fantastisk, siger Puk Elgård, der de sidste fredage har siddet som den smilende vært på "Her er dit liv".
Og smilet er langt mere oprigtigt end tidligere. Hidtil har Puk Elgård meget professionelt gennemført sine vagter på Aftenshowet, men for tre måneder siden, valgte hun at tage orlov for at gå i behandling for sin mangeårige hovedpine.
En fysioterapeut har taget sig kærligt af Puk Elgård, og derhjemme har hun lavet øvelser, som virkelig har rykket ved de problemer, der har drillet i nakken.
Resultatet har ikke været til at tage fejl af.
- Hvor jeg før havde det sådan, at hvis jeg var så heldig at vågne op uden hovedpine, så synes jeg nærmest, der manglede noget. Nu har jeg det sådan, at hvis jeg vågner med hovedpine, så synes jeg, det er mærkeligt, hvorfor jeg har det. Jeg er langt mere veloplagt nu. Tænk, at der skulle gå så mange år, før jeg kom i gang med at gøre noget ved det, siger Puk Elgård, der efter blot 14 dages orlov blev ringet op og fik tilbudt rollen som vært på "Her er dit liv". En opgave hun bare ikke kunne sige nej til.