
Morten Ankerdal har været igennem alle ruter til årets Royal Run: Her er forklaringen

Tv-vært Morten Ankerdal er særdeles velforberedt, når han mandag 2. pinsedag skal guide seerne igennem en dag med Danmarks største motionsløb Royal Run.
Her skal han styre slagets gang, når TV 2 sender direkte fra alle fem værtsbyer i løbet af dagen.
Tv-værten har nemlig besøgt alle byerne, som tæller Viborg, Ribe, Horsens, Korsør og København. Her har han løbet, gået eller cyklet alle ruterne, så han kender dem ud og ind.
Og det har han vel at mærke gjort helt frivilligt, mens han har været rundt i landet for at dække andre sportsbegivenheder, fortæller han til TV 2.
- Jeg får gerne nogle af dem, der har stået for ruteplanlægningen til at gå med. Så får jeg hørt historierne om alt det, der har været med planlægningen, for at ruten er blevet, som den er. Det er jo ikke sådan, at man bare sætter sig ned og tegner nogle streger på et kort, og så bliver det ruten. Der har været mange overvejelser frem og tilbage om, hvad fortællingen skal være i hver enkelt by. Og det bliver bare meget mere autentisk, når jeg har været ude at møde de mennesker, som har stået med det, forklarer Morten Ankerdal til TV 2.
Morten Ankerdal dækker den store løbefest fra studiet, mens hans værtskolleger Stine Bjerre Mortensen, Adam Duvå Hall, Louise Wolff, Camilla Slyngborg, Mikkel Kryger, Abdel Aziz Mahmoud, Rasmus Staghøj, Marie Rønde, Michael Kragelund og Brian Lindhoff er på besøg i de fem forskellige værtsbyer.
Du kan følge med hele dagen her på BILLED-BLADET, hvor vi giver dig seneste nyt fra Royal Run.
