
Morten Hee Andersen afslører: Har brudt med sin kendte kæreste

Skuespilleren Morten Hee Andersen er igen ledig på markedet.
Den 33-årige ”Carmen Curlers”-stjerne dannede par med den svenske skuespiller Agnes Westerlund Rase, men nu afslører han, at de har brudt forholdet.
– Nej, vi er ikke kærester mere. Agnes og jeg er ikke længere et par, fortæller Morten Hee Andersen, da BILLED-BLADET møder ham under optagelserne til sæson 3 af ”Carmen Curlers” i DR Byen.
– Men det er ikke nogen hemmelighed, for det er lang tid siden, tilføjede skuespilleren.
Han mødte svenske Agnes Westerlund Rase under optagelserne til filmen ”Margrete den første” fra 2021.
De forelskede sig og stod frem som kærester på den røde løber i foråret 2022.

Morten Hee Andersen og Agnes Westerlund Rase blev sidst set offentligt sammen til en premiere i august 2023.

Dengang fortalte han, at han havde købt en lejlighed på Nørrebro, som hun var med til at indrette.

Han bor stadig i lejligheden, hvor han har haft gang i et stort gør-det-selv projekt.
– Lejligheden var i god stand, så jeg byggede en indbygget reol. Det er jeg meget stolt af! Det var et godt projekt, og det var vigtigt for mig at bevise over for mig selv, at jeg kunne det. Jeg er ikke særlig handy, men den blev helt vild flot, udbryder Morten Hee Andersen med et smil.
