7. jan. 2023
Af Julie Nolsöe

Nadja Kaagh fra De unge mødre: Deler hjerteskærende ord efter sønnens bisættelse

Nadja og Sebastian Kaagh
Nadja og Sebastian Kaagh
Foto: Thomas Laursen
Den tidligere ”De unge mødre”-deltager Nadja Kaagh har taget den endelige afsked med sin ældste søn, som meget pludseligt og uventet er gået bort

Den 22. december delte den tidligere "De unge mødre"-deltager Nadja Kaagh et opslag på Facebook om det, der må betegnes som enhver forældres mareridt.

I opslaget, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele, skrev hun, at hun havde mistet sin ældste søn, Sebastian, som meget uventet og pludseligt var gået bort. Han blev blot 20 år.

- Juleglæde er erstattet med konstante tårer og chok. Vi er selvsagt totalt ødelagte, og har svært ved at se hvordan vi skal komme igennem de næste dage, skrev Nadja Kaagh dengang i opslaget.

"Vi har oplevet ufattelig varme"

Den 30. december, 8 dage efter sin død, blev Sebastian bisat, og her fik både venner og familie mulighed for at give udtryk for deres sorg over tabet.

Men også alle andre dage siden dødsfaldet har Nadja Kaagh oplevet at blive mødt af varme og støtte fra sine omgivelser.

Den store omsorg og hjælp takker hun for i et Instagram-opslag, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele.

- I denne tid er vi taknemmelige over at bo i en lille by, i et lille land. Vi har oplevet ufattelig varme og hjælp i tiden efter Sebastians pludselige dødsfald, samt til at få afholdt bisættelsen og det efterfølgende gravkaffe. Det kan ikke beskrives, hvor glade vi er for alt den hjælp vi har modtaget - Vi havde ganske enkelt ikke klaret os uden hjælp fra nær og fjern. Af hjertet, tusind, tusind tak!, skriver hun i opslaget.

Støtte til lillebror

I sit opslag på Instagram kommer Nadja Kaagh med en bøn til alle om at være særlige opmærksomme på Sebastians lillebror, Sakarias, i denne svære tid:

- Vi håber, at vi vil møde samme støtte og kærlighed i ugerne og månederne der kommer. Dagene er lange, savnet stort og vi mærker allerede nu hvordan tomheden har sneget sig ind. René og jeg håber ikke mindst, at de der møder Sakarias på deres vej, vil hjælpe, støtte og tage sig kærligt af ham, mens han finder på plads i savnet.

Læs mere om: