
Per Flys nye krimiserie ses af millioner: Men hans nye private titel slår alt

Per Fly er instruktør på den nye danske krimiserie ”Reservatet”, der har stjerne som Marie Bach Hansen, Danica Curcic og Lars Ranthe i bærende roller.
Allerede før serien fik premiere, var der høje forventninger til, hvor meget den ville blive set.

- Det har været vildt at lave den, men det mest vilde er faktisk det, som de nu kommer og fortæller mig; at der er 120 millioner, der kommer til at se den her. Hvad kan vi bruge det til? Og skal man forholde sig til det? Jeg kan ikke forholde mig til det. Jeg synes, det er mærkeligt, fortalte han, da BILLED-BLADET mødte ham til forpremiere på serien, og fortsatte:
- Den første dag den er på, kommer den til at lave flere billetter end alt, hvad jeg har lavet ind til nu. Det er sgu mærkeligt.
Per Fly har ikoniske danske film som trilogien ”Bænken, ”Arven” og ”Drabet” på sit CV, men også titler som ”Taxa”, ”Bedrag” og ”Borgen”.
Når man laver indhold til så stor en virksomhed som Netflix, er der garanti for at det når ud til mange mennesker verden over.
Det kan formentlig også åbne døre i USA, men det er ikke noget, den 65-årige instruktør går op i mere.
- Jeg gider ikke det der USA og slet ikke nu. Jeg har også prøvet det med ”Backstabbing for beginners” og det game kunne jeg ikke. Så jeg har ikke noget agency i USA. Jeg er fucking ligeglad, fortalte han og konstaterede:
- Det er meget bedre at være blevet farfar!
For Per Fly er det den nye private titel som farfar en større bedrift.
I januar fik Per Fly og hustruen Charlotte Fichs ældste søn Anton sit første barn med partneren Martha.
De blev bedsteforældre til en lille pige, der har fået navnet Selma.
Foruden Anton har Per Fly og Charlotte Fich også sønnen Aksel.
”Reservatet” kan ses på streamingtjenesten Netflix.
