7. sep. 2022
Af Julie Nolsöe

Nu er det afsløret: Her er skuespillerne der skal spille William og Kate i The Crown

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/williamkate.jpg
Foto: MEGA
Det er nogle helt nye og ukendte talenter, der er blevet castet i rollerne som prins William og hertuginde Catherine i Netflix-hitserien "The Crown".

Til november lander den femte sæson af den storslåede dramaserie "The Crown" på Netflix, men skaberne bag er allerede i fuld gang med at gøre klar til seriens sjette sæson.

Serien, der handler om den britiske kongefamilie, vandt i september 2021 en Emmy Award for bedste dramaserie.

I hver sæson følger seerne en bestemt historisk periode i det britiske kongehus, og nu er tiden altså kommet til, at seerne kommer tættere på prins William og hertuginde Kate.

De to mødte hinanden, mens de begge studerede på St. Andrews University i Skotland tilbage i 2001. De blev gift i april 2011 og har sammen børnene George, Charlotte og Louis.

Sjette sæson af "The Crown" vil dreje sig om dronning Elizabeths II's regeringsperiode frem til de tidlige 00'ere, og tiden efter prinsesse Dianas død vil derfor også blive inkluderet i sæsonen.

Helt nye talenter

Nu er det blevet offentliggjort, hvem der skal spille unge William og unge Kate, og der er tale om i alt tre skuespillere, som skal sætte scenen for historien bag det kongelige ægteskab.

I løbet af sæsonen vil det nemlig være to mandlige skuespillere, der deler rollen som prins William. Der er tale om 16-årige Rufus Kampa, der vil spille rollen som William i tiden efter prinsesse Dianas død, mens 21-årige Ed McVey vil spille teenage-William.

Begge William-skuespillere er nye talenter, som får deres professionelle skærm-debut i "The Crown". Det samme gør sig gældende for skuespilleren i rollen som hertuginde Kate, som vil blive spillet af 19-årige Meg Bellamy.

Skuespillerne, der skal spille William og Kate som ganske unge kan ses lige her.

Ifølge BBC begynder optagelserne til den sjette sæson i efteråret 2022.

Læs mere om: