Prins Harry og hertuginde Meghan vender tilbage på Netflix: Her får deres nye serie premiere
Det har taget noget tid, men nu er der endelig sat en premieredato.
Allerede da det i 2020 kom frem, at Netflix havde lavet en kontrakt med prins Harry og hertuginde Meghan om en masse projekter, stod det klart, at de skulle lave en dokumentar om Invictus Games.
Men det er først nu, at der for alvor er sat skub i det.
Nu har Netflix ifølge Variety sat en premieredato på den kommende dokumentarserie, der har fået titlen ”Heart of Invictus”.
Dokumentarserien i seks afsnit følger en række veteraner, der har oplevet livstruende sygdom eller kvæstelser, som skal kæmpe til sportsarrangementet Invictus Games.
Netop Invictus Games er noget, der står prins Harrys hjerte meget nært.
- Vores Invictus Games er et fællesskab, der repræsenterer nogle af de modigste og mest dedikerede individer fra 23 nationer hen over hele kloden, indleder prins Harry i en pressemeddelelse og fortsætter:
- ”Heart of Invictus” er en fantastisk historie om konkurrenter, der engang var samlet i tjeneste, men som nu er samlet om sport. På trods af forskellige stadier af helbredelse af fysiske såvel som mentale skader giver de her konkurrenter og deres nærmeste et indblik i deres rejse mod Invictus Games på en måde, der kræver beundring og respekt.
Det er prins Harry og hertuginde Meghans selskab Archewell Productions, der står bag serien.
Prinsen er producer, og så vil han også dukke op på skærmen i enkelte scener. Der er dog ikke meldinger om, at hertuginden vil være på skærmen.
Med ”Heart of Invictus” er det tredje projekt, som parret har fået igennem med Netflix. De har tidligere lavet dokumentarserien om dem selv ”Harry & Meghan” samt dokuserien ”Live to lead”, der har interviews med statsledere og personer, der har haft enorm indflydelse.
”Heart of Invictus” får premiere på Netflix den 30. september. Det er dog uvist, om der også er tale om en dansk premiere den samme dato.
Traileren for serien kan ses her.