3. jan. 2024
Af Catja Klarskov

Ung Kate Middleton mødte prinsesse Diana og prins William på gaden i The Crown: Gik mødet også sådan til i virkeligheden?

The Crown.
The Crown.
Foto: Andrew Milligan/AFP/Ritzau Scanpix og Netflix
Det var en ung Kate Middleton, der ved juletid i 1996 mødte prinsesse Diana og prins William på gaden i serien ”The Crown”, men gik mødet mon også sådan til i virkeligheden?

Kalenderbladet skrev december 1996, da dengang blot 15-årige Kate Middleton, sammen med sin mor Carol Middleton, mødte prinsesse Diana og hendes ældste søn, prins William, i Netflix-serien ”The Crown”.

Mødet fandt sted udenfor en tøjbutik, hvor mor og datter netop havde kigget på kjoler, da de pludselig stod ansigt til ansigt med prinsesse Diana og prins William, der midt i det pulserende London stod og solgte hjemløseavisen ”The Big Issue”.

I serien får Kate Middleton penge af sin mor til at købe avisen, hvorefter det første møde mellem det kommende royale par finder sted.

Historien har dog altid lydt, at Storbritanniens prins William og prinsesse Kate mødte hinanden første gang på St. Andrews University i Skotland, så det er en lidt anden historie om det første møde, seerne får fortalt i syvende afsnit af ”The Crown”.

Til TV 2 giver den danske instruktør May el-Toukhy, der har instrueret afsnittet, nu svar på, hvorvidt scenen er fakta eller fiktion.

I nyhedspodcasten ”Dato” afslører hun, at scenen er fiktion. Et møde mellem Kate Middleton og prinsesse Diana har aldrig fundet sted, om end der er flere indikationer på, at prins William og Kate Middleton mødte hinanden før universitet.

– Der er nogle forskellige vidnesbyrd, som vi har haft adgang til, der indikerer, at de på et tidligt tidspunkt har mødt hinanden. Men vi ved ikke helt, hvordan og i hvilken sammenhæng, fortæller instruktør May el-Toukhy ifølge mediet i podcasten.

Instruktør May el-Toukhy kommer dog ikke nærmere, hvilke konkrete vidnesbyrd, de har fået, der indikerer, at det royale par mødte hinanden inden universitetet, men sikkert er det, at den eksakte scene i den sidste sæson af Netflix-serien, hvor Kate Middleton står overfor prinsesse Diana, er fiktion.

Du kan læse hele artiklen her.

Læs mere om: