13. aug. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck/Newsdesk

Nikolaj Koppel: Sådan holder jeg kærligheden i live

Nikolaj Koppel
Nikolaj Koppel
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Han har ikke et magisk trick, men kan alligevel fejre kobberbryllup snart

Den tidligere Talent-dommer, Aftenshowet-vært og nuværende kanalredaktør på P1 og P2 friede til sin hustru i Fredensborg Slotshave under en regnbue.

Nu kan parret snart fejre kobberbryllup, men det skyldes ikke pladderromantik.

- Jeg ligger ikke inde med et facit. Som klovnene i cirkus skal du kunne balancere mange tallerkner på samme pind på samme tid. Du skal sørge for, at børnene passer deres skolegang, deres sport, får sund mad, at der bliver tid til løbeturen, tandtråd og at pleje kærligheden. Det er lidt af en kunst, men jeg synes, Sille og jeg er rimelig gode til at stjæle os tid til hinanden, siger Nikolaj Koppel i et interview med magasinet Liv.

Gik fra hinanden - og fandt sammen

Nikolaj Koppel er heller ikke typen, der kommer med røde roser til hustruen i tide og utide.

- Vi sørger for at have nogle små honningkrukker stående rundt omkring. Sådan en hverdagsaften, hvor børnene er til sport, er Sille god til lige at foreslå, at vi lader arbejdet ligge og i stedet sætter os ud på terrassen sammen. Men vi løber også ind i fælder. Vi har uger, hvor vi henter pizza to dage i træk, selv om vi ellers går op i at leve sundt. Det er bedre end at blive fuldstændig gasblå i ansigtet af stress, påpeger han.

Nikolaj Koppel og hustruen gik faktisk fra hinanden, før de blev gift. De fandt dog sammen igen, og det har han lært af.

- Hvis vi har taget noget lærdom med fra dengang, så er det måske, at vi ikke skal tage hinanden for givet, påpeger Koppel.

Læs mere om: