26. jan. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Ny løvinde i Løvens Hule: Der er en særlig fordel - og ulempe - ved at sidde ved siden af Christian Arnstedt

Løvens Hule
Christian Arnstedt og Anne Stampe fra "Løvens Hule".
Foto: Per Arnesen
Det er ikke for sjov, når der skal laves forhandlinger i "Løvens Hule", og Christian Arnstedt har måske en lille fordel.

I jagten på nye projekter, skal man som investor være vaks.

Der er to nye løver med i den nye sæson af ”Løvens Hule”, og det kan tage lidt tid at vænne sig til sine nye kolleger. Og når man samtidig konkurrerer om at få fingrene i de bedste projekter, kan det være en fordel at kende sine modstanderes stærke og svage sider.

Én af de nye løver, Anne Stampe, har fået plads ved siden af Christian Arnstedt. En plads der både bringer fordele og ulemper med sig. Det fortæller hun i DR-podcasten ”I kløerne på…”, der går helt tæt på løverne og deres investeringer.

- Det bedste ved at sidde ved siden af Christian inde i "Løvens Hule", det er, at han jo er en lommeregner. Han kan regne milliontal ned. Så kan han lige dividere ned til kommatal med 4-5 cifre. Det er jo vanvittigt, at han kan det, siger Anne Stampe.

Men med det gode kommer der naturligvis også noget mindre godt. Eller i hvert fald noget, der godt kan irritere Anne en smule. For ikke at sige meget.

- Typisk er det sådan, at det værste og det bedste er det samme ved mennesker. Fordi det er så mega irriterende. Jeg synes faktisk, at jeg er god til at regne. Jeg synes, at jeg er god til data og tal. Men ligegyldigt hvad jeg gør, så bliver jeg bare aldrig lige så god som Christian. Og det provokerer mig helt vildt, fortæller Anne Stampe i podcasten.

Og Christian Arnstedt selv vil sådan set ikke løbe fra "anklagen". Han ved godt, at det for nogen kan være lidt irriterende, men af og til er det også vigtigt, hvis der skal laves en hurtig handel.

- Altså, det er rigtig nok. Jeg bliver nogle gange i optagelser brugt som menneskelig lommeregner. Til hvis vi lige hurtigt, skal have noget til forhandlingerne. Jeg tror måske også, at hun har ret i, at der er nogen som synes, det er irriterende. Men ja, sådan er det, fortæller Christian Arnstedt i DR-podcasten ”I kløerne på..”.

Hvorvidt det ender med at være den hurtige, menneskelige lommeregner, der løber med de vildeste investeringer, eller om det overhovedet ender med at gøre en forskel, vil tiden vise.

Læs mere om: