Nyt kærlighedsprogram på TV: Her får det premiere
TV 2 afslører mandag, at de har endnu et kærlighedsprogram på vej.
I forvejen har kanalen populære datingprogrammer som ”Landmand søger kærlighed” og ”Kærlighed hvor kragerne vender” for bare at nævne nogle få.
Men snart får endnu et premiere på TV 2.
Skal finde kærligheden
Programmet, som på dansk har titlen ”Bachelor”, er et populært datingprogram, der allerede har haft succes i USA, Sverige og England.
Fra den 25. maj kan den danske version ses på TV 2 Play.
Hovedpersonen er 32-årige Casper Berthelsen, der har været single i fem år. Han skal blandt 18 kvinder forsøge at finde kærligheden.
Petra Nagel er vært
I 24 programmer skal de 18 kvindelige deltagere lære Casper Berthelsen bedre at kende, når de tager på eventyrlige dates i de græske omgivelser, hvor programmet er optaget.
Hver uge er der en roseceremoni, hvor Casper Berthelsen giver roser til de kvinder, han ønsker, skal blive i programmet. Her kan kvinderne selv vælge om de ønsker at modtage rosen og fortsætte i programmet.
Til at guide deltagerne og seerne igennem programmet er ”Go’ Aften Live”-vært Petra Nagel.
”Bachelor” får premiere tirsdag den 25. maj kun på TV 2 Play.