Pelle Hvenegaard: Jeg er en rigtig kærestefyr

Pelle Hvenegaard fik endelig overtalt sin gode ven Claus Elming til at stille op i "Dagens Mand". BILLED-BLADET mødte de to herrer til en snak om piger og parforhold.
- Jeg er en kærestefyr, og jeg synes ikke at livet er fantastisk, når man er single. Men jeg falder ikke for hvem som helst, siger Pelle Hvenegaard, 35.
Han har i et års tid været kæreste med Caroline Gullacksen, 36. Ungkarlelivet har han prøvet, men modsat Claus bryder han sig ikke så meget om at være single.
- Det er vigtigt at huske på, at man ikke bare skal have en kæreste for at få et liv, men at få én at dele sit liv med. Man skal være glad for sit eget - ligesom Claus er.
Drop tjeklisten
- Med Caroline mærker jeg en kærlighed, der bare udvikler sig, og det bliver mere og mere rigtigt. Vi mødtes på en blind date, hvor en kvinde, som jeg havde set på et tidspunkt, satte os sammen. Det var begavet gjort. Caroline og jeg er forskellige, men jeg synes, at man i dag skal passe på med at have for mange krav, der skal hakkes af med et flueben, når man vil finde en kæreste. Det er lidt ærgerligt, at man ikke tør lade sig overraske. Hvis jeg tog en tjekliste og sammenlignede den med min kærestes væremåde, så ville det se sort ud på nogle punkter: Caroline er et A-menneske, der står op klokken seks om morgenen for at løbe en tur, og hun er et ordensmenneske. Jeg er B-menneske og er ikke udpræget til orden.
- Men jeg finder det superdejligt og omfavner forskellighederne. Jeg hører vækkeuret om morgenen, og Caroline lister ud, mens jeg kan sove videre. Hun kommer glad hjem fra løbeturen, og det er skønt. Jeg kan også godt lide, at tøjet er vasket, og der er orden derhjemme.
- Det smitter faktisk af og er inspirerende. Som noget nyt er jeg begyndt at rede min seng og rydde mere op, smiler Pelle.