Rie Helmer: Jeg elsker at pleje mit syltegen
– Jeg kan godt forstå, at folk mukker lidt og bliver lidt misundelige, når de hører om mit job. Nogle gange må jeg da også knibe mig i armen og tænke: Hvad har jeg gjort for at fortjene det. For jeg er privilegeret og får på mange måder det bedste fra to verdener, siger hun til SØNDAG.
Ulla Essendrop kan hverken svømme eller lave mad – læs på soendag.dk hvad det betyder for hende
Syltegenet
Netop fordi hun rejser så meget med sit job, har 45-årige Rie ikke det store rejsebehov privat.
Ofte har hun mest af alt brug for at synke ned i hverdagen, når hun kommer hjem.
At genfinde rytmen sammen med sin datter og sin kæreste, se sine venner og bare tulle rundt og pleje sit "syltegen", som hun kalder det.
Det private ferieparadis
For Rie har nemlig et sted, hun gang på gang vender tilbage til.
Et sted, der står hendes hjerte nært og som på mange måder er det sted, hun mest af alt forbinder med sit helt private ferieparadis: sin onkels hus i den lille sydfranske middelalderby Bargemon en times kørsel fra Nice.
– Når jeg er der, slapper jeg af for alvor. Jeg har været så heldig at få lov at låne huset mange gange i årenes løb, og det gør, at jeg i den grad føler mig hjemme. Når jeg træder ud på terrassen, som ligger sådan lidt hævet og med den skønneste udsigt over bjergene, så er det bare ferie. Det er så skønt at slå sig ned der i en stol og med en god bog, siger hun til SØNDAG.
Louise Wolff mener ikke at det perfekte parforhold findes – læs på soendag.dk hvorfor
Ned i tempo
Når Rie Helmer i dag er i Frankrig, bruger hun oftest onklens hus som base for udflugter i nærområdet.
– Men det er også hyggeligt bare at slentre rundt i Bargemon. Der er et lille torv med en håndfuld gode restauranter. Det er jo sådan i Frankrig, at det næsten er umuligt at finde en dårlig restaurant. Selv en baguette med skinke på en tilfældigt udvalgt fortovscafé smager vidunderligt.
At slappe af, tage på udflugt og spise noget lækkert mad enten på restaurant eller noget, man selv tilbereder af kød og grøntsager, man nøje har udvalgt på et lille, lokalt marked.
Det er alt sammen noget, som betyder, at man kommer lidt ned i tempo, derned, hvor man bare er til stede i nu’et.
At tage sig tid
Og det er, når jeg er der, at jeg får plejet det, jeg kalder mit syltegen, som ikke nødvendigvis handler om konkret at sylte, men om at kræse om den mad, man tilbereder.
At tage sig tid til at lave maden fra bunden og så ellers nyde at være i processen.
Der er rigtig mange kvinder, der har sådan et syltegen, tror jeg.
Vi har ikke rigtig tid til at pleje det i hverdagen, men det er der lige under overfladen, siger hun til SØNDAG.