Sådan holder Julie Zangenberg bikiniformen
Julie Zangenberg er for nyligt sprunget ud som blogger, og blandt skuespillerens indlæg er også et, der handler om, hvordan skuespilleren holder sig sund og slank.
”Lad mig starte med at være helt ærlig: jeg arbejder (hårdt) for at holde mig i form. Jeg spiser ikke 15 flødeskumskager om dagen og er bare enormt heldig med mit stofskifte. Jeg lever efter det, man kalder 80/20 mht mad og træner 3-4 gange om ugen. Hver uge. Det er et valg. Det er ikke et valg, som jeg mener teenagerpiger skal tage, og det var ikke sådan jeg levede, da jeg selv var teenager. Det er et valg, jeg har taget som voksen kvinde. Hvor kroppen begynder at reagere tydeligere på, hvad du gør ved den,” skriver Julie Zangenberg blandt andet.
Mad og træning tæller
Skuespilleren fortæller også, at det vigtigste for hende er at holde sig sund, fordi hun har oplevet meget sygdom i den nære familie, ligesom hun også nævner, at jobbet som skuespiller af og til indebærer, at man skal se pæn ud, og at det kan være motiverende for at få trænet.
Julie Zangenberg er kærester med fodboldspilleren Nicklas Bendtner, og hun fortæller, at det faktum, at han træner cirka seks timer om dagen, også spiller en rolle for motivationsfaktoren.
Maden er også vigtig:
”Jeg synes faktisk at grøntsager, fisk og frugt smager godt. Fantastisk faktisk. Og så har jeg altid elsket at lave mad, så har eksperimenteret med de sunde råvarer, og man kan jo få det meste til at være spændende med lidt indsats. Med undtagelse af fuldkornspasta. Fuldkornspasta er savsmuld og burde forbydes. Jo.”
Selv om Julie Zangenberg således sætter sundhed højt, er hun dog ikke bleg for at indrømme en særlig vane:
”Jeg ryger ikke fast. Men kan godt lide en cigaret i festligt lag,” erkender hun.