1. maj. 2012
Af af Britta Bjerre/SØNDAG og Louise Møller

Sådan kommer Kamilla Walsøe tidligt op om morgenen

Kamilla Walsøe
Kamilla Walsøe
Foto: AOP
Læs hvordan Kamilla Walsøe håndterer, at vækkeuret ringer kl 3.45 om morgenen - samtidigt med at hun har en datter på ét år

Den ene dag dukker hun op på skærmen som vært i "Go' morgen Danmark", og de næste dage er hun pist væk igen.

Sådan har det set ud, siden Kamilla Walsøe vendte tilbage til morgen-tv efter endt barselsorlov.

Hun er tilbage i en stilling, hvor hun dels trækker i trådene bagved som redaktør og dels træder til som vært i stedet for de faste værter, når der er brug for dét.

Hvordan fungerer det at være mor til et barn på ét år og så have et job, hvor vækkeuret ringer kl. 3.45 om morgenen?

Det er Kamilla Walsøe i fuld gang med at finde ud af.

- Jeg har ikke været i gang så længe endnu, men indtil videre fungerer det rigtigt godt, siger den 39-årige journalist, der blev mor til sit første barn, Viola, for et år siden.

Hun er glad for at være vendt tilbage til et job, hvor hun både er redaktør og vært, dog ikke på én gang.

- Jeg kunne ikke drømme om noget bedre. Jeg opfatter mig selv 100 procent som mor, men en mor, som er væk, som de fleste mødre er, jeg er bare væk på nogle andre tidspunkter ind imellem.

Få søvn nok

- Det er selvfølgelig hårdt, fortsætter hun, - at møde så tidligt og skulle være frisk, når man har et barn, der måske har hostet hele natten, og man kun har fået få timers søvn. Men så er det heller ikke værre. Det er vilkårene.

- Som redaktør har man typisk lange vagter, der strækker sig over 13-14 timer. Det er krævende på en lidt anden måde, end når man er vært. Fordi som redaktør har man den lange dag i fokus, mens man som vært jo virkelig skal præstere optimalt om morgenen.

- Det gør, at søvn og dét at få søvn nok, bliver et omdrejningspunkt i ens liv som vært på en mere stressende måde end som redaktør.

Frisk-tricket om morgenen

Kamilla har sit eget bliv-morgenfrisk-trick. Måske er det ikke så sundt. Måske ikke det så anbefalelsesværdigt. Men det virker: hun drikker cola. Masser af cola. Og kaffe. Masser af kaffe.

Men når hun efter udsendelsen kører fra studiet på Hovedbanegården - eller Tivoli, som det er i sommersæsonen - og videre ud til redaktionsmøde på Nordisk Film i Valby, er det slut med cola. Og slut med kaffe. I hvert fald når hun er vært. For så har hun fri ved 12-tiden.

- Og så skulle jeg jo gerne kunne sove et par timer, når jeg kommer hjem, som hun siger.

Læs mere om: