27. mar. 2013
Af af Cecilie Monggaard Wenstrup, tjekTV.dk, Aller Media

Sarah Louise: På mode at være idiot

Sarah Louise Christiansen
Sarah Louise Christiansen.
Foto: AOP
Modellen Sarah Louise Christiansen bryder sig ikke om reality-TV, fordi deltagerne opfører sig som idioter. Men hvad ser hun så?

Hvad er dine favoritprogrammer?

Jeg er ret vild med boligprogrammer. Specielt ’Liebehaverne’ er sjovt at se, fordi jeg har en personlig interesse i salg og køb af ejendom. Og så er jeg kæmpe fan af Gordon Ramsay, ”Ramsays Kitchen Nightmares USA” er min favorit.

Hvilken serie vil du ikke gå glip af?

Jeg er ret glad for ”Breaking Bad”. Jeg synes, det er et sjovt koncept. En skolelærer, der er tvunget til at være narkodealer i sin fritid. Den fanger, fordi den får mig til at tænke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg selv var i den situation. Han gør mange ulovlige ting, men man har sympati for ham alligevel.

Er der noget, du aldrig ser?

Det der ”Divaer i junglen” og ”Paradise Hotel” gør ondt i mine øjne fordi, der er så mange dramaer, at det bliver kunstigt. Det er intetsigende, og så er der gået mode i at være idiot. Man skal bare være som Amalie (Szigethy, red.), så bliver man kendt. Men forskellen er, at Amalie var sig selv. De gør det kun for at få opmærksomhed. Det er ikke engang sjovt længere.

Er der noget du ser på TV, men nødigt indrømmer?

”Familien på Bryggen” kan være ret underholdende. Jeg føler mig ikke inspireret af det, men det er god underholdning. Jeg ville nok ikke nævne det, som det første, hvis nogen spurgte mig, hvad jeg ser i TV. Men hende Linse er jo ret sej. Hun siger bare tingene, som de er.

Hvad er det største TV-øjeblik for dig?

Det var dengang Diana døde. Jeg var ikke særlig gammel, men jeg gik i mange år med konspirationsteorier om, hvordan hun var død. Jeg var kæmpe fan af hende, hun var den perfekte prinsesse, og jeg ville være ligesom hende. Mit andet store TV-øjeblik var, da jeg så ”King Kong” i sort-hvid version. Da King Kong døde, græd jeg så voldsomt, at jeg fik skældud af min bedstemor, der mente, det var for meget.

Hvad er det største øjeblik i din egen TV-karriere?

Det vildeste jeg har oplevet, var da jeg fik kejsersnit for åben skærm (i TLC-programmet ”På egen krop”, red.). Da jeg så det på TV, var det virkelig overvældende. Det var så voldsomt at opleve det igen, at jeg sad og græd. Jeg havde det, som om jeg var tilbage i situationen.

Er der nogen, du beundrer på TV?

Som nævnt er jeg meget stor fan af Gordon Ramsay. Han er så cool. Ham ville jeg gerne have en autograf af og snakke med. Jeg ville snakke med ham om mad og høre ham, om han har nogle gode fif. Men i virkeligheden kunne han sige lige, hvad han ville, og jeg ville synes, det var stort. Når Gordon Ramsay siger noget, er det bare sådan.

Læs mere om: