Signe Lindkvist: Jeg har et ekstremt selvkørende barn
Signe Lindkvist har altid taget sin datter med på arbejde, og hvis Karla My ikke havde været vant til at komme med mor på job, havde Signe Lindkvist aldrig sagt ja til at tage med cirkus rundt i landet.
– Jeg gjorde mig mange overvejelser, inden jeg sagde ja til at tage af sted, og jeg spurgte faktisk mit barn, om hun syntes, vi skulle gøre det eller lade være. Hun endte med at sige, at jeg bedst selv kunne beslutte det, så det var meget fint. Jeg havde aldrig gjort det, hvis jeg ikke havde et ekstremt selvkørende barn. Hun har været med mig på job, siden hun var spæd, og fra hun var to år, har hun kunnet sidde stille på første række med sin madkasse og sin kakaomælk, mens jeg øvede, siger hun til SØNDAG.
Laura Bro på søndag.dk om at blive mor alene: Andre kan jo heller ikke nå at hente deres børn!
Bange for at miste sine venner
– Det er en stor oplevelse for hende at være med, men hun er også frygteligt bange for at miste sine venner i skolen, fordi de alle sammen har fundet nogle andre venner, når hun kommer tilbage. Men det er almindelig angst, som man jo skal have, og det forsøger vi så at håndtere. Selvfølgelig kommer hun til at synes, det er røvkedeligt og ensomt at være med, men sådan er livet, og det er meget godt at lære som ti-årig, siger hun til SØNDAG.
Mia Lyhne på søndag.dk om at være alenemor til to: Ville ønske vi havde været to om det (link fjernet)
Vi er ekstremt privilegerede
Ifølge Signe Lindkvist er der dog også mange positive ting ved den løsning, de er endt med.
Både for hende selv og Karla My.
– Det er ekstremt privilegeret, at vi har så meget tid sammen. Normalt er det kun i ferierne, at man får lov til at være sammen med sit barn 24 timer i døgnet i en uge i træk. Det er enormt fedt, for vi får jo et andet forhold. Jeg tror, det har en kæmpestor betydning senere i hendes liv, men også i mit, at vi på den måde er mere i sync, og at vi har en mere robust historik.
Mor står for hjemmeundervisningen
I de uger, hvor Karla My er taget ud af skolen og er hos hende, er det Signe Lindkvist, der har ansvaret for at undervise hende.
Det betyder dog ikke, at de sidder med næserne i bøgerne fra otte til to hver dag, for Signe Lindkvist har en lidt anden tilgang til det at gå i skole og lære noget.
– Det vigtigste for mig er, at hun oplever noget hver dag og får et bredere perspektiv på livet. Da vi var i Aarhus, gik vi en hel dag rundt i Den Gamle By, og hun syntes, det var det vildeste, hun nogensinde havde prøvet. Jeg ved ikke helt, hvilket fag det hører ind under, men sådan noget lærer hun jo af, siger hun til SØNDAG.
Ulla Essendrop var forældreløs i næsten 3 år – læs det gribende interview her på søndag.dk (link fjernet)
En anden slags skole
– Hun er også blevet gode venner med vores tryllekunstner, som har en masse duer, og nu er hun begyndt at hjælpe ham med at træne dem. Sådan noget ser jeg også som skole. Det er bare en anden slags skole, for hvor ellers i sit liv ville man som tiårig pige begynde at vide noget om at træne duer? Jeg tror, man bliver stærkere, og jeg tror, det bliver nemmere at være menneske, hvis man har prøvet noget anderledes i sin barndom, og det er helt klart derfor, at jeg som mor har sagt ja til det her. Det er så sjældent, man ellers møder noget, der er ukurant eller anderledes, siger hun til SØNDAG.