Sofie Linde og Melvin Kakooza: Så usikre er vores juleplaner
Selv om vi kun er få dage fra juleaften, så er der måske fortsat mange danskere, der ikke er helt sikre på, hvordan aftenen skal forløbe sig.
"X Factor"-værterne Melvin Kakooza og Sofie Linde har i hvert fald haft deres tvivl omkring, hvordan julen skal fejres i år.
De har begge familie i Jylland, men har valgt ikke at lægge juleplanerne helt fast.
Fejre juleaften
Sofie Linde ved ikke helt, hvor juleaften skal fejres endnu.
- Vi ved det ikke helt hundrede procent. Altså alt afhænger lidt af omstændighederne. Jeg har en mor og far, der begge to er læger og en søster, der er sygeplejerske. Nu er jeg negativ, og holder mig derhjemme så meget, som jeg nu kan, men jeg håber da, at jeg kommer til at fejre jul med min familie. Men det bliver jo mindre, end hvad det plejer at være, siger Sofie Linde til BILLED-BLADET.
Det samme kan "X Factor"-kompagnonen Melvin Kakooza nikke genkendende til.
- Det hele er også oppe og vende i min familie: Om man skal hjem til Jylland, eller om man ikke skal. Jeg har mine søstre her i København, og så må det blive det. Og det har vi også snakket om som familie, og alle er jo omstillingsparate, hvilket man også skal være i den her tid. Vi afventer og ser, hvad der er muligt, siger Melvin Kakooza.
For min datters skyld
For både Sofie Lindes og Melvin Kakoozas vedkommende gælder det, at de har mulighed for at holde en mindre juleaften med deres søskende, som bor på Sjælland, hvis ikke det er passende at krydse Storebæltsbroen.
Dog håber Sofie Linde, at hun kan komme til at fejre jul med familien i Jylland som vanligt.
- Såfremt at alle fortsætter med at teste negativ, broen er åben, og vi får lov til at tage af sted, vil jeg da håbe, at jeg får lov til at tage til Jylland og fejre jul med min familie, som vi plejer at gøre, også for min datters skyld. Men jeg har jo kæmpe respekt for, at det er ude af vores hænder. Så vi gør bare, hvad der bliver sagt, siger Sofie Linde, der i baghånden har mulighed for at holde jul med sin bror, der bor på Sjælland.