Sophie Fjellvang-Sølling tilbage på TV
Det var et ufatteligt hårdt slag for Sophie Fjellvang-Sølling, da hun for godt tre en halv måned siden mistede sin mand, 36-årige Nikolaj, der døde pludseligt.
Sophie Fjellvang-Sølling, der nogle få måneder før havde vundet "Vild med dans" sammen med Silas Holst, var pludselig alene med sønnen, Maximillian, der nu er knap to år.
En ufattelig tragedie, men Sophie Fjellvang-Sølling er så småt ved at få sit aktive liv i gang igen.
Hun har netop været i Hobro til optagelserne af "Zulu Djævleræs", hvor hun deler bil med den 52-årige musiker, Morten Remar.
"Dream Team" kalder hun sig selv og Morten Remar på sin Facebook, hvor hun har lagt et billede ud fra optagelserne af programmet.
TV 2's presseafdeling oplyser, at der er tale om en specialudgave af "Djævleræs", og at det først har premiere engang i foråret 2013, hvor vi kommer til at se sportspigen Sophie gi' den gas.
Sophie Fjellvang-Sølling har også fået en ny sponsor - it-hostingvirksomheden Surftown.
- Vi har valgt at støtte sportspigen, der nok er bredest kendt for at vinde "Vild med dans", men samtidig er en af Danmarks suverænt sejeste alpine sportsprofiler, forklarer Surftown.
- Sponsoratet var planlagt inden Sophies mands pludselige død. Vi har efterfølgende haft en åben drøftelse af, om vi skulle hæve sponsoratet. Men Sophie er professionel med stærke ambitioner om at komme videre med sin karriere, så vi har aftalt at fortsætte.
- Sophie har som eliteskiløber, vinder af "Vild med dans" og kitesurfer vist, at hun er god til at sætte sig mål og nå dem, lyder det fra Surftown.