Suzanne Bjerrehuus stifter fred med Olivers højgravide kæreste
Den kolde luft er tilsyneladende mildnet mellem de to temperamentsfulde kvinder, der begge har en stor andel i Oliver Bjerrehuus’ liv. Susanne Bjerrehuus som løvemor og Gunnvør Dalsgaard som kæresten, der 2. juli har termin for fødslen af barn nummer to sammen med Oliver Bjerrehuus.
Oliver Bjerrehuus har herudover sønnen Oscar sammen med sin eks-kæreste Anna von Lindholm, som havde et særdeles varmt forhold til sin daværende svigermor, Suzanne.
Forholdet mellem Suzanne og Gunnvør har været noget mere køligt, ligesom forholdet mellem Gunnvør og Oliver også har været ude i en del turbulens, der betyder, at parret nu bor hver for sig, selvom de om lidt bliver forældre sammen for anden gang.
De har i forvejen datteren Sigga sammen, og de ved allerede, at den lille ny, der snart kommer til verden også er en lille pige.
Og nu, hvor det tredje barnebarn er lige på trapperne fortæller Gunnvør til Ekstra Bladet om forholdet til Suzanne Bjerrehuus:
- Det går fint nu. Der er ikke nogen ballade.
Mellem hende og Oliver er alt også godt, men parret har dog ikke planer om at flytte sammen, efter Gunnvør har født. Og det har den vordende mor ingen problemer med:
- Det kommer forhåbentlig til at fungere godt, siger hun.