20. dec. 2020
Af John Lautrup

TILLYKKE: Thomas Mygind fylder 60 år

Thomas Mygind
Thomas Mygind
Foto: Aller Media
Thomas Mygind er forsvundet fra skærmen, men de fleste husker ham som hurtigt snakkende vært på "Fangene på Fortet" og "Robinson-ekspeditionen".

Thomas Mygind fylder i dag 60 år. Det sker i stilhed hjemme i Silkeborg. Han er ikke på skærmen mere, men det har han i den grad været. Mere end de fleste. Når vi husker ham, hænger det sammen med, at han har stået i spidsen for hele 1.568 tv-programmer.

De mest kendte er "Robinson Ekspeditionen" og "Fangerne på Fortet" på TV3. Sidstnævnte sluttede han som vært altid af med ordene: "Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet".

Han lever selv efter devisen, og i dag sker det som selvstændig foredragsholder og medierådgiver. Hvilket blot er den sidste knopskydning i et 60 år langt liv, der har budt på lidt af hvert.

Thomas Mygind er uddannet i militæret, inden han sprang videre til erhvervslivet, hvor han blandt andet har været salgschef i Asics, kreativ idémand i reklamebranchen og arbejdet med HR. I den sidste egenskab har han lavet udendørs overlevelseskurser for både topledere og unge grænsekriminelle.

Men det var tv, der gjorde ham kendt. Efter de mange, mange udsendelser som vært hoppede han i 2004 om bag kameraerne og blev en del af ledelsen på SBS TV og Kanal 5, der fra 2013 har været hjørnestenen i Discovery Networks danske aktiviteter.

Thomas Mygind har været selvstændig siden 2016.

Efter ti år i sydengelske Brighton flyttede han i 2001 hjem til Silkeborg, hvor han bor i et skovbryn med sin hustru, Regina. Hun vandt ikke bare Robinson-trofæet i 1998, men også værtens hjerte.

Da Thomas Mygind for ti år siden fyldte 50, besluttede han efter 12 års samliv at fri til sin kæreste. De har været gift siden 2011.

Børn er det ikke blevet til, men dagens fødselar og hans hustru har ikke kun hinanden i dagligdagen. Fire store Broholmere er også en del af husholdningen.

Læs mere om: