25. sep. 2022
Af Majken Munk

En uge før premieren: Jakob Åkerlind røber nyt om Sygeplejeskolen

Jakob Åkerlind som Aksel Rasmussen i "Sygeplejeskolen"
Jakob Åkerlind som Aksel Rasmussen i "Sygeplejeskolen"
Foto: Mike Kollöffel/ TV 2
Søndag den 2. oktober har den nye sæson af ”Sygeplejeskolen” premiere. Nu løfter Jakob Åkerlind sløret for detaljer fra serien.

Fredag aften slår Jakob Åkerlind sine folder på dansegulvet i ”Vild med dans”.

De kommende søndage vil han også være at se på skærmen, når ”Sygeplejeskolen” sendes på TV 2 Charlie.

Nu røber han enkelte detaljer om, hvad det bliver for en sæson for hans karakter Aksel.

Meget action

Når ”Sygeplejeskolen” vender tilbage på TV 2 Charlie søndag den 2. oktober, er det sommeren 1954. Fredenslund er ved at blive gjort klar til, at den skal lægges sammen med Sankt Helene.

Sygeplejeeleverne Anna, Bjørn, Peter, Marie og Aksel er påbegyndt andet år af uddannelsen, og der er lagt i kakkelovnen til, at det ikke bliver en rolig sæson.

- Der kommer til at ske noget. Jeg tror, jeg vil kalde det den mest action prægede sæson, som har været indtil videre, fortæller Jakob Åkerlind, da BILLED-BLADET møder ham til premieren på Wallmans nye dinnershow.

Kærlighed i luften

Der har allerede været en række romancer for mange af karaktererne i ”Sygeplejeskolen”, og nu ser det endelig ud til, at det er blevet Aksels tur.

- Der kommer til at ske noget for min karakter også. Jeg plejer at være en katalysator-karakter, som siger: ”Du synes, hun er megaskøn hende derovre. Værsgo over at tage hende”, men i den her sæson får min karakter måske også øjnene op for en eller anden, afslører Jakob Åkerlind.

”Sygeplejeskolen” har premiere den 2. oktober på TV 2 Charlie.

Læs mere om: