
En voldsom ulykke satte dybe spor i Andreas Jebro: Det kunne være gået grueligt galt

”Sygeplejeskolen”-stjernen Andreas Jebro er taknemmelig for mange ting, men særligt det liv, han lever, med hustruen Amalie Dollerup og sønnen August.
Han var nemlig ude for en voldsom ulykke som barn, der kunne have ændret hans liv drastisk.
- Jeg har et ar, der kommer til at følge mig resten af livet, som er blevet meget mindre, men stadig sidder her på min albue, fortæller Andreas Jebro til BILLED-BLADET og uddyber:
- Da jeg var omkring 12 år, satte jeg mig op på min cykel ude ved mit barndomshjem, og fræsede ned ad en bakke på vej hjem til min gode ven i Køge. Jeg skulle skynde mig, men da jeg kom hen til nabogården, hvor deres kat gik i vejkanten, fik den et kæmpe chok og løb lige ind i mit forhjul.

Andreas Jebro var slet ikke forberedt på det, der kom til at ske i sekunderne efter, at katten løb ind i hans cykelhjul.
- Det gjorde, at jeg slog en saltomortale med min cykel. Jeg landede lige så lang, jeg var, og fik taget fra med mine hænder og albue. Så rejste jeg mig op, adrenalinen kørte i kroppen, og jeg kunne ikke mærke noget som helst. Pludselig kunne jeg se, at jeg blødte ud over det hele. Alt var revet fuldstændig op.
Dybe hakker i hjelmen
Han fik hjælp af sin vens nabo og blev kørt på skadestuen. Og her fik han en besked, som ændrede hans syn på livet.
- Da jeg sad på sygehuset, havde jeg stadigvæk min cykelhjelm på. En læge fortalte, at det var godt, jeg havde hjelmen på. Så viste han mig, at der var to centimeter dybe hakker i frontaldelen af hjelmen, fortæller Andreas Jebro og fortsætter:
- Lægen sagde, at hvis jeg ikke havde haft hjelmen på, havde vi ikke kunnet tale sammen lige nu. Det er en reminder om, hvor hurtigt det kan gå.

I dag cykler han derfor aldrig uden cykelhjelm. Den 41-årige skuespiller har lært lektien på den hårde måde.

